Millioner af døde og rådnende fisk skal indfanges i floden Darling River.

Men allerede inden arbejdet er gået i gang, er myndighederne ude at advare om, at opgaven er umulig.

»Fiskene vil blive ryddet fra 'områder med høj tæthed', men det vil ikke være muligt at fjerne alle kadaverne,« oplyser politiet ifølge BBC.

Fiskedøden er sket i floden nær byen Menindee i den australske delstat New South Wales.

Det er tredje gang siden 2018, at der er registreret massedød af fisk i floden.
Det er tredje gang siden 2018, at der er registreret massedød af fisk i floden. Foto: SAMARA ANDERSON/EPA/SCANPIX
Vis mere

Den ildelugtende fiskekatastrofe menes at være udløst af en kombination af manglende vand i floden, tørke og giftige alger på en 40 kilometer lang flodstrækning. Det betød, at indholdet af ilt i floden faldt.

Ifølge eksperter vil kombinationen af døde fisk og hedebølgen reducere iltmængden i floden yderligere, skriver The Guardian.

Myndighederne har oprettet et nødhovedkvarter i Menindee for at koordinere indsatsen og overvåge byens vandkvalitet, oplyser politichefen i New South Wales, Brett Greentree:

»Formålet er at sikre, at Menindees vandforsyning er ren […] Jeg er tryg ved, at vi er et godt sted med hensyn til vandkvaliteten i øjeblikket,« sagde han.

Millioner af døde fisk er blevet konstateret i Darling River nær byen Menindee. Den ligger 12 timers kørsel fra Sydney.
Millioner af døde fisk er blevet konstateret i Darling River nær byen Menindee. Den ligger 12 timers kørsel fra Sydney. Foto: SAMARA ANDERSON
Vis mere

Fiskekadaverne bliver forsøgt fjernet med net, men politichefen gør sig ingen illusioner om, at alle de stinkende fisk bliver fjernet.

»Det tror jeg ikke, ud fra de oplysninger jeg har,« siger han.

Samtidig er frivillige i gang med at forsøge at redde så mange overlevende fisk fra floden som muligt. De bliver indfanget og overflyttet til en tank.

Ritzau skrev i weekenden, at det er tredje gang siden 2018, at der er registreret massedød i et sådant omfang i floden.