Hun har tårer i øjnene, og den ene del af hendes ansigt er rødt og blodigt som efter en lussing.

Blot 16 minutter før Gabby Petito og hendes kæreste, Brian Laundrie, blev stoppet af politiet i august sidste år, tog den unge kvinde en selfie af sine skader.

Et billede, der mere end antyder, at hun havde været udsat for vold.

Den unge kvindes familie har nu offentliggjort billedet for at bevise, at politiet svigtede den unge kvinde, der helt åbenlyst var i nød.

Dette billede tog Gabby Petito selv, kort før hun og hendes kæreste blev stoppet af politiet. Nu mener hendes familie, at det er bevis på, at hun blev svigtet af politiet.
Dette billede tog Gabby Petito selv, kort før hun og hendes kæreste blev stoppet af politiet. Nu mener hendes familie, at det er bevis på, at hun blev svigtet af politiet. Foto: Handout
Vis mere

De pårørende har sagsøgt politiet for 60 millioner dollar – godt 400 millioner danske kroner – for ikke at have beskyttet hende godt nok.

Det skriver flere amerikanske medier. Blandt dem CNN.

»Han (betjenten, red.) ignorerede hende og gjorde ikke noget særligt for at undersøge eller dokumentere hendes skade,« skriver familien i sagsanlægget.

En måneds tid efter mødet med politiet blev Gabby fundet død i vildmarken. En obduktionsrapport fastslog senere, at hun var blevet kvalt.

Sagen om det unge par, som var på roadtrip, skabte overskrifter både i og uden for USA.

Kæresteparret var på en flere måneder lang køretur gennem USA, da de 12. august blev standset af politiet. Et vidne havde overværet en konflikt mellem dem og blev bekymret for den unge kvindes sikkerhed.

Kort efter blev parret stoppet i Moab, Utah, men efter en kort samtale fik de lov at køre videre.

Det var først, da Brian Laundrie vendte hjem til sine forældre i Florida i begyndelsen af september – flere måneder før forventet – og uden Gabby – at sagen for alvor tog sin begyndelse.

Billedet her blev ifølge Gabbys Instagram taget på parrets første date.
Billedet her blev ifølge Gabbys Instagram taget på parrets første date. Foto: North Port Police
Vis mere

Der blev sat gang i en storstilet eftersøgning efter den 22-årige rejseblogger, og efter adskillige uger blev hendes lig fundet i nationalparken Grand Teton National Park i delstaten Wyoming.

På det tidspunkt var 23-årige Brina Laundrie igen over alle bjerge.

Sidst i oktober blev hans lig fundet i et naturreservat i Florida. Ved siden af ham lå en notesbog, hvor han indrømmede at have dræbt Petito. Hans død blev fastslået som selvmord.

Gabby Petitos forældre er utilfredse med, at politiet ikke reagerede på, at Brian Laundrie gav flere forskellige versioner af, hvad der var sket.

Derudover endte politiet med at konkludere, at det var hende, der var den aggressive part under det skænderi, der fandt sted, kort før politiet blev alarmeret.

»Petito-familien er sønderknuste over, at Moab-politiet ikke indså, hvilken fare Gabby var i,« skriver de pårørendes advokater og fortsætter:

»De vil sørge for at lovgivere og de, som håndhæver loven, får helt nødvendig oplæring og nødvendige ressourcer til at kunne identificere og forhindre lignende tragedier i fremtiden.«

Politiet afviser at have gjort noget galt i sagen om Gabby Petito.