Det seneste døgn har skuespilleren Ben Affleck været latterliggjort på internettet.

For da stjerneparret Jennifer Lopez og Ben Affleck var med til søndagens Grammy Awards, så det ikke just ud til, at Ben Affleck morede sig.

Samtidig har flere medier beskrevet, hvordan Jennifer Lopez undervejs måtte irettesætte sin ægtemand – og en mundaflæser har sågar til Daily Mail givet sin vurdering på, hvad den amerikanske sangerinde skulle have sagt.

»Stop. Se mere venlig ud – se motiveret ud,« skulle det have lydt, og angiveligt skulle Ben Affleck have indvilget i at rette ind.

Kort efter gik det op for parret, at øjeblikket var blevet fanget på kamera.

Nu bryder Jennifer Lopez så tavsheden i et opslag på Instagram.

Og her indikerer hun, at hendes skuespillermand altså ikke kedede sig – i hvert fald at hun ikke selv gjorde.

»Altid den bedste tid sammen med min kærlighed, min ægtemand,« skriver hun i opslaget, der viser en række sammenklippede videoer og billeder fra Grammy Awards.

På opslaget opfordrer flere fans dog Jennifer Lopez til at lade Ben Affleck blive hjemme næste gang.

Men der er også mange opmuntrende kommentarer.

»Alt, jeg ser, er et par, der snakker sammen, lol. I prøver virkelig alle sammen at grave efter noget, det nok ikke er,« skriver en følger.

»Det her er grunden til, jeg ikke tager billeder med min mand længere. Han ser aldrig ud til at have det sjovt, eller også er han bare ikke fotogen. Men det er ikke et pinligt øjeblik,« skriver en anden.