Med snuder og øjne leder politihunde og deres førere på jorden. Beredskabets dykkere er hoppet i Varde Å. Og over den vestjyske by hænger en helikopter.

Alle leder efter den 26-årige Mads Ehmsen, der er sporløst forsvundet på 15. døgn.

Ingen har set ham siden 23. januar, hvor han omkring klokken 23.30 stod ud for Storegade 19 i Varde midtby. Iført mørk jakke og sorte joggingbukser og med en sort sportstaske.

27. januar efterlyste politiet ham offentligt, samtidig med at en større eftersøgning blev sat i værk, siger vicepolitiinspektør ved Syd- og Sønderjyllands Politi Kent Brynielsen til B.T.

»Vi har fra starten sat massivt ind på denne sag. Det gør vi stadig. Vi har tirsdag udvidet eftersøgningsområdet, hvor vi søger med hunde og beredskab, og så har vi også en helikopter i luften.«

Baggrunden for den 26-åriges forsvinden er fortsat uafklaret. Hans forældre frygter, at der kan være sket ham noget kriminelt, da han – med farens ord – har en omgangskreds, der godt kan »udfordre de normale grænser« i samfundet.

Dykkere i Varde Å. Foto: Presse-fotos.dk
Dykkere i Varde Å. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Adspurgt, om politiet har mistanke om, at der er sket noget strafbart, svarer vicepolitiinspektør Kent Brynielsen:

»Vi efterforsker sagen bredt, og vi kan ikke udelukke, at der er sket en forbrydelse.«

Han understreger, at politiet fortsætter eftersøgningen og opfordrer desuden vidner til at henvende sig.

»Hvis borgerne bemærker noget usædvanligt, så kontakt politiet på telefon 114.«