'Svar og vind en helt ny iPhone 14 pro!'

Sådan er ordlyden i det, der ligner en konkurrence fra Bilka.

Men du kan hverken vinde en iPhone eller regne med, at konkurrencen er fra supermarkedet.

Det skriver Forbrugerrådet Tænk via deres app mod digitale trusler: Mit digitale selvforsvar.

Foto: Skærmbillede
Vis mere

»En god huskeregel: Hvis noget lyder for godt til at være sandt, er det typisk også tilfældet,« skriver de og fortsætter:

»Vi har modtaget mange tips om falske konkurrencer i Bilkas navn. Det drejer sig om en række mails, der fortæller dig, at du har vundet en iPhone 14, en boremaskine eller en pande. Disse mails er ikke fra Bilka, men derimod fra svindlere, der vil lokke oplysninger ud af dig.«

Opfordringen herfra er klar: Slet mailen, hvis du har modtaget den.

»Du kan blot slette mailen, hvis du får den. Du kan også markere den som spam/reklame – så bliver den automatisk fanget i spamfilteret næste gang. Husk, at du altid kan kontakte afsenderen gennem officielle kanaler, for at høre dem om mailen kommer fra dem.«

»Du kan altså skrive til Bilka ved at finde kontaktoplysningerne på deres hjemmeside Bilka.dk (ikke ved at svare på mailen) og spørge, om mailen er reel.«