28 år efter, at en norsk teenager blev fundet misbrugt og dræbt, er gerningsmanden blevet dømt.

For selvom 52-årige Johny Vassbakk nægter sig skyldig i drabet på Birgitte Tengs, så var retten ikke i tvivl om, at det var ham, der voldtog og myrdede den unge pige.

Mandag blev han dømt for det brutale drab, som midt i 1990erne sendte chok gennem Norge.

Og den tiltalte blev tydeligt påvirket, da dommen blev læst op, skriver NRK.

Han måtte støtte sig til bordet, og til sidst faldt han om på gulvet bag sin forsvarer med et kæmpe bump.

Alle tilhørerne blev sendt ud af retssalen, mens personalet tog sig af den dømte.

»Vi ved ikke, hvordan det går med ham. Dette var en tydelig fysisk reaktion. Jeg har aldrig oplevet det i en retssal før,« siger tv-stationens reporter, Olav Rønneberg.

6. maj 1995 blev liget af den 17-årige Birgitte Tengs fundet i et buskads nogle få hundrede meter fra hendes hjem på øen Karmøy i det sydvestlige Norge.

Drabet har været uopklaret nu, men for nogle år siden betød ny dna-teknologi, at politiet fik et nyt gennembrud i sagen.

I løbet af retssagen har Vassbakk fastholdt, at han ikke mindes nogensinde at have mødt Birgitte Tengs.

Der er imidlertid fundet dna på den dræbte piges strømper, som politiet mener stammer fra ham.

»Vi mener, det er bevist ud over enhver tvivl, at tiltalte har begået et seksuelt overgreb og dræbt Birgitte Tengs i 1995,« sagde anklageren i sin procedure kort før jul.

Mandag blev Johny Vassbakk så dømt skyldig i sagen, og domsafsigelsen fortsatte, da han var kommet til sig selv igen.

Straffen lyder på 17 års fængsel.

Derudover skal han betale 600.000 kroner i erstatning til hver af pigens forældre.