I alt 50.000 danskere var mødt op for at protestere mod regeringens planer om at skrotte store bededag som helligdag, lød påstanden fra fagbevægelsen i en pressemeddelelse, som flere medier tog for gode varer.

Men nu sår en ekspert tvivl om det tal, og politiet kan heller ikke genkende det.

Søndagens demonstration var arrangeret af Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), der havde skaffet 70 busser til at fragte demonstranter fra hele landet til demonstrationen i København.

Her gav musikere som Anne Linnet og Tessa koncert for de fremmødte, og der blev ligeledes delt varme hveder ud.

Der blev delt varme hveder ud ved demonstrationen.
Der blev delt varme hveder ud ved demonstrationen. Foto: Emil Helms
Vis mere

FH skrev på det sociale medie Twitter, at der var op mod 50.000 demonstranter foran Christiansborg. Det skrev FH også ud i en pressemeddelelse efter demonstrationen:

'50.000 danskere sender klar besked til regeringen: Bevar store bededag' stod der i rubrikken.

Det er normalt politiet, der estimerer størrelsen på demonstrationer. Men de kan ikke bekræfte det høje antal demonstranter:

»Københavns Politi har ikke lavet en optælling af antal deltagere ved demonstrationen på Christiansborg Slotsplads 5. februar 2022. Vi kan derfor ikke udtale os nærmere om antal deltagere,« skriver Københavns Politi til B.T.

Så hvor har fagbevægelsen det fra?

»Baseret på vores egen optælling sammenholdt med tidligere opgørelser fra demonstrationer på samme lokation nåede vi frem til antallet på de 50.000. Vores estimat dækker det samlede antal deltagere i løbet af demonstrationen og tæller derfor også dem, der er kommet og gået. Vores optælling tager også højde for, at politiet måtte lukke vejene omkring slotspladsen, da der også her stod tilhørere,« lyder det fra Michael Jacobsen, direktør for FH, i et skriftligt svar.

Det vil altså sige, at FH medregner alle demonstranter, der var på pladsen foran Christiansborg på et eller andet tidspunkt under søndagens to timer lange demonstration.

Samtidig havde politiet også afspærret tre nærtliggende gader. De demonstranter, der opholdt sig der, har FH medregnet i antallet af demonstranter.

For at komme det præcise tal nærmere har B.T. fået hjælp til at vurdere, hvor mange der egentlig var til stede under demonstrationen.

Den britiske professor G. Keith Still fra Manchester Metropolitan University forsker i menneskemængder og lever af at analysere menneskemængder for blandt andet at forbedre sikkerheden under store forsamlinger.

Han har fået tilsendt billedmateriale fra demonstrationen, og hans melding er klar: Der har ikke været 50.000 demonstranter foran Christiansborg Slotsplads søndag eftermiddag.

»Det ligner, at området er 6.375 kvadratmeter med en tæthed på mellem to og tre personer pr. kvadratmeter. Jeg vurderer, at der har været mellem 12.750 og 19.125 personer,« fortæller Keith Still til B.T.

Keith Still har tidligere været med til at vurdere, hvor mange deltagere der var til en demonstration for Black Lives Matter i Danmark, hvor der var uenighed om antallet af fremmødte.

B.T. har spurgt FH, hvor mange de har haft til at tælle deltagerne, samt hvordan de har gjort. FH har dog ikke mere at tilføje, heller ikke til vurderingen fra Keith Still.