Afsløringerne i DR-dokumentaren 'Fodboldens usynlige syge' har rystet den danske idrætsverden.

Nu forlanger kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) en forklaring fra DBU, efter det er kommet frem, at utallige kvindelige landsholdsspillere har været udsat for blandt andet offentlige vejninger.

Det siger han til DR.

»Det er fuldstændig uacceptabelt at udsætte unge piger for offentlige vejninger, udskamning af deres krop og de resultater, der følger med,« siger kulturministeren til DR.

Derfor indkalder han nu DBUs ledelse til et møde på ministerkontoret, så de kan forklare de forhold, der er blevet afdækket i dokumentaren.

»Og jeg forventer at få en forsikring om, at der arbejdes på en anden måde i dag, og at lignende forhold aldrig kommer til at gentage sig,« siger Jakob Engel-Schmidt til mediet.

I dokumentaren fortæller flere tidligere og nuværende landsholdsspillere om tvangsmotion, anoreksi, bulimi og angst.

Samlet set har DR talt med 35 nuværende og tidligere A- og U-landsholdsspillere. De har eller har haft symptomer på en psykisk lidelse.

DBUs fodbolddirektør, Peter Møller, har også reageret på dokumentaren og lagt sig fladt ned. Den historie kan du læse HER.