En 18-årig mand var i livsfare søndag klokken tre om morgenen.

Han var forulykket i et blødt venstresving, hvor han var fortsat lige ud og ramte en mur til en lade.

Det skriver Østjyllands Politi i Døgnrapporten.

»Føreren var fastklemt, bevidstløs og i livsfare,« lyder det.

Faktisk kørte to biler galt på samme tid og på samme måde. Den anden bil ramte et træ, hvor føreren, ligeledes en 18-årig mand, kom lettere til skade, men selv kunne forlade køretøjet.

I bilen, der kørte direkte ind i en mur, sad endnu en ung mand, men han slap med lettere skader og knubs.

Da politiet nåede frem til stedet lå bilen fortsat op ad laden.

Politiet tilkaldte en bilinspektør og en drone for at undersøge ulykkesstedet. Patruljen på stedet kunne konstatere, at der var glat på undersøgelsestidspunktet.

De tilskadekomne er bragt til undersøgelse på henholdsvis Randers og Aarhus Hospital.

De pårørende er underrettet.