I kampen mod Rusland har Ukraine lige nu to overskyggende problemer.

Det fortæller den russiske historiker og journalist Nikolaj Mitrokhin ifølge Focus, til n-tv.

Det første problem er den manglende mulighed for at afværge russiske raketangreb.

»Her kan NATO hjælpe Ukraine. De nye russiske raketter kan kun skydes ned med moderne udstyr som det tyske Iris-T-System eller det amerikanske Patriot-system,« siger Mitrokhin.

Det andet store problem er, ifølge historikeren, manglen på ammunition.

»Den ukrainske hær har ikke ammunition nok til det sovjetiske artillerisystem, de har. I Rumænien og Bulgarien har man godt nok anlæg, som stadig fremstiller granater til systemet, men ikke i det omfang, der skal til,« siger han.

Mitrokhin fortæller, at den statslige våbenkoncern i Ukraine, Ukroboronprom, i øjeblikket er ved at bygge en ammunitionsfabrik i et østeuropæisk NATO-land, så man kan få granater til de gamle systemer fra Sovjet-tiden.

»Det ser jeg som den helt rigtige taktik. Desværre er der for få af den slags initiativer,« siger historikeren, der mener, at Ukraine lige nu kun har ammunition nok til at kunne forsvare sig.

»Som det er nu, har de ikke mulighed for at erobre de dele af landet, som russerne har indtaget, tilbage. For at kunne lave en offensiv har de brug for både kampvogne, fly, og helikoptere.«

Russerne deler ukrainerens problem med manglende ammunition.

»Jeg tror gerne, at russerne vil indlede en ny offensiv her til vinter, men de har heller ikke ammunition nok. Og de mangler også udrustninger,« siger Mitrokhin, der tror, at manglen på materiale til soldaterne vil nødvendiggøre at udsætte den store offensiv.

»Jeg tror, at russerne først bliver i stand til at gennemføre større operationer i maj eller starten af juni,« vurderer han.