Blandt legetøj og andre farverige sager solgte en 51-årig mand ulovlige 'puff-bars' på et kræmmermarked i Skive.

Det skriver TV Midtvest.

Puff-bars er en slags e-cigaret, som det altså er ulovligt at sælge. De har mange forskellige smage, men smager ofte af slik. Fænomenet er udbredt blandt unge, og de er ofte at finde på videoer på sociale medier som TikTok og Snapchat.

Der er sågar indsat en taskforce, som skal bekæmpe udbredelsen af puff-bars.

Men det havde altså ikke fået den 51-årige kræmmer til at gemme sine ulovlige varer væk. De lå frit fremme blandt legetøj og porcelænsfigurer lørdag, da politiet kom forbi på baggrund af et tip.

Vagtchefen ved Midtjyllands Politi, Ole Vanghøj, fortæller, at de af og til besøger kræmmermarkeder for at se, hvad folk sælger. Men den her oplevelse var alligevel ny.

»Det er sgu første gang, jeg har været på kræmmermarked og ser nogen, der sælger noget, der er decideret ulovligt,« siger han til TV Midtvest.

Kræmmeren erkendte salget af de ulovlige e-cigaretter over for politiet. Han havde 20 styk liggende på bordet og yderligere 59 under bordet. Han kunne tilbyde 18 forskellige smage, og det er altså med til at forhøje bøden, forklarer vagtchefen.

Det er en stor bøde, den 51-årige mand kan se frem til, men politiet kan ikke for nuværende sætte et præcist beløb på.

Politiet har beslaglagt de ulovlige varer og sigtet kræmmeren for ulovligt salg.