Da dommeren i Københavns Byret besluttede, at grundlovsforhøret i andet kapitel af 'Operation Container' skulle foregå bag lukkede døre, vakte det stor utilfredshed hos særligt én.

»Protesterer! Protesterer!« råbte en af de mænd, der allerede er blevet dømt i sagens første kapitel således. Han mente, han havde krav på at høre om sagens udvikling. Men lige lidt hjalp det. Kort efter blev han og de andre tilhørere bedt om at forlade den store retssal.

Bag de lukkede døre sidder nu seks personer, der er sigtet for at have spillet større og mindre roller i en af Danmarks største narkosager.

Alle nægter de sig skyldige i den spektakulære sag om en container.

Containeren kom i sin tid til Europa med fragtskib fra Brasilien. Den var fyldt med lovligt gods. Og med 300 kilo kokain.

I Bremerhavnen tog tyske toldere sig et nøje kig på containeren og fandt den store mængde narko, som blev fjernet og udskiftet med uskadelige varer, før containeren blev sendt videre mod endestationen – en værktøjsproducent i Hedehusene i Danmark.

Fra containeren landede på dansk jord fulgte politiet den med både betjente og drone den helt frem til Hedehusene, hvor nogle af modtagerne blev anholdt 1. marts.

Sagen er langt fra ny. Faktisk har Københavns Byret allerede dømt flere personer. Således blev 11 personer idømt 111 års fængsel tilbage i oktober 2022. Flere af dem ankede på stedet.

Heriblandt den mand, der fredag formiddag højlydt protesterede mod dommerens beslutning om at smide ham og alle andre tilhørere ud af byrettens retssal 60.

Salen var fyldt: Der var de seks nu sigtede, deres forsvarere og tilhørende betjente. Og så var flere af dem, der blev dømt i efteråret 2022 også mødt også. Flere af dem med forsvarere. Alle med betjente.

Den protesterede mand argumenterede højlydt for sin ret til at overvære retsmødet, når nu hans navn var blevet læst op som en del af sigtelserne mod de seks nu anholdte.

»Vores navn står på computeren! Du kan da ikke træffe afgørelse på et sekund,« sagde han til dommeren.

I alt er syv mænd nu sigtet i sagen, men kun seks er anholdt. Den syvende opholder sig nemlig i udlandet og blev derfor fremstillet in absentia, som det hedder.

Han er sammen med en af de andre sigtede mistænkt for at have spillet store roller i containersagen. Det er politiets opfattelse, at han og den anden mand fra slutningen af februar og frem til 1. marts deltog som ledere i planlægningen af indsmuglingen af de mange kilo narko – at de var hovedbagmænd.

De andre fem andre er sigtet for at have påtaget sig forskellige opgaver i samme forbindelse.

Nogle indkøbte ifølge politiet tasker, der skulle transportere det hvide pulver. Andre sørgede for transport. Og nogle tredje sørgede for at stille opbevaringslokaler til rådighed.

Som bekendt blev hverken transport eller opbevaring nogensinde aktuel, da kokainen aldrig landede i de mistænktes hænder.

Ikke desto mindre har politiet også rejst sigtelse for, at de anholdte mænd havde til hensigt at videreoverdrage mængderne.

Foruden de 11 domfældte og de syv nu sigtede, leder politiet efter endnu en mistænkt.

Nemlig Steffen Van Khoa Do, der på farceagtig vis i juni 2021 formåede at flygte fra Vestre Fængsel, hvor han ellers sad varetægtsfængslet i sagen. Den flugt kan du læse mere om her.