Er du en af de personer, der frygter for et indbrud i dit hjem?

Så er der dårligt nyt.

På meget kort tid er både ofre og kriminelles ventetid fra anmeldelse til dom eksploderet, når det gælder indbrud.

I 4. kvartal af 2022 gik der i gennemsnit 582 dage, viser B.T.s aktindsigt hos Rigsadvokaten.

Det er en markant stigning i forhold til 1. kvartal 2021, hvor ventetiden var 452 dage.

Altså er ventetiden på under to år steget med 130 dage for ofre for indbrud.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) var torsdag formiddag kaldt i samråd på Christiansborg, efter B.T. havde afsløret, at den samlede ventetid fra anmeldelse til dom i alle straffesager er steget drastisk.

»Sagsbehandlingstiden på alle parametre har udviklet sig uacceptabelt, og det er også derfor, jeg som ny minister sammen med Retsudvalget, og forhåbentlig et meget bredt flertal i Folketinget, kommer til at tage skeen i den anden hånd,« sagde Peter Hummelgaard lige efter samrådet.

Socialdemokratiske justitsministre har ellers igen og igen sagt, at ofrenes ventetid skal sættes ned.

Den tidligere justitsminister Nick Hækkerup sagde i 2019, at det især var den personfarlige kriminalitet som vold, røveri, drab og voldtægt, der skulle have kortere ventetid.

Det er lykkedes at få sagsbehandlingstiden for den her form for kriminalitet til at falde en lille smule, viser aktindsigten.

Men netop indbrud i folks private hjem tæller ikke med i kategorien som 'personfarlig kriminalitet', og tallene viser altså, at ventetiden er steget drastisk.

Peter Hummelgaard, antallet af dage fra anmeldelse af indbrud til dom er steget drastisk. Hvornår stopper det her?

»Jeg tror, de væsentligste skridt til, at det kan stoppe, det er, at vi får indgået en flerårsaftale for domstolene, og det er de drøftelser, vi tager hul på. Det er en aftale, der både tilfører flere ressourcer, men også tager hul på de svære overvejelser om, hvordan man kan forkorte og forenkle de enkelte sagsskridt. For det vil for alvor være det, der forkorter sagsbehandlingstiden,« siger han.

Men du svarer ikke på spørgsmålet om, hvornår sagsbehandlingstiden forventes at falde ...

»Vi har indkaldt Folketingets partier til det første møde om et par uger. Så må vi se, hvor lang tid de politiske forhandlinger kommer til at tage,« siger han og tilføjer:

»Men ambitionen fra regeringen er jo, at vi gør noget, der både er ambitiøst og grundigt, og samtidig også tager nogen valg, der for alvor gør noget ved sagsbehandlingstiden.«

Danmarksdemokraternes gruppeformand, Peter Skaarup, er på ingen måder tilfreds med, hvad der blev sagt på samrådet.

»Vi har flere spørgsmål, vi mangler svar på fra ministeren. Vi mangler at høre, hvad ministeren har af måltal for sagsbehandlingstiden, da han ikke ville sige det under samrådet,« siger han.