Lidt for begejstrede influencere giver den danske medicinalgigant Novo Nordisk hovedpine.

Problemet er deres begejstring for fedmemidlet Wegovy.

Tesla-rigmanden Elon Musk har på Twitter skrevet, at han bruger midlet, som kendissen Kim Kardashian er blevet sat i forbindelse med det. Også på TikTok hitter fedmemidlet.

Og kendis- og influencer-reaktionerne er altså ikke noget, der begejstrer Novo Nordisk administrerende direktør, Lars Fruergaard Jørgensen, skriver Finans.

Elon Musk har på Twitter afsløret, at hans vægttabt skyldtes en kombination af faste og Wegovy/Ozempic.
Elon Musk har på Twitter afsløret, at hans vægttabt skyldtes en kombination af faste og Wegovy/Ozempic. Foto: BRITTA PEDERSEN/Pool/AFP/Scanpix
Vis mere

»Det er ikke noget, som vi hverken stimulerer eller er associeret med på nogen måde. Det er vigtigt for os at slå fast, at overvægt er en sygdom. Derfor skal Wegovy være drevet af lægerne, der udskriver det,« siger han til Finans.

Han frygter, at brandet kan risikere at lide skade, hvis det bliver forbundet med influencere, der ikke tilhører lægemidlets målgruppe.

Wegovy er beregnet til svært overvægtige, og fungerer på den måde, at det øger mæthedsfornemmelsen og mindsker sultfølelsen.

Det er godkendt til behandling af personer med et bmi over 30 eller et bmi på 27 i kombination med følgesygdomme som blandt andet diabetes, skriver Ritzau.

Novo Nordisk administrerende direktør, Lars Fruergaard Jørgensen, frygter, at det kan skade brandet, når influencere og kendisser bliver forbundet med selskabets slankemiddel.
Novo Nordisk administrerende direktør, Lars Fruergaard Jørgensen, frygter, at det kan skade brandet, når influencere og kendisser bliver forbundet med selskabets slankemiddel. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix
Vis mere

Wegovy sælges også som diabetesmiddel under navnet Ozempic.

Ifølge en af New Yorks førende skønhedseksperter Paul Jarrod Frank står folk i kø for at komme i behandling med Ozempic.

»Ud over Viagra og Botox har jeg ikke set andre lægemidler, der så hurtigt er blevet en del af den moderne kulturs sociale ordforråd,« fortæller han til modemagasinet Vogue ifølge Berlingske Business.

Det er da også blevet kædet sammen med adskillige hollywoodstjerner, når disse har tabt sig.

Novo Nordisk lancerede Wegovy i USA i 2021, og det blev mødt med en overvældende efterspørgsel, der udløste forsyningsproblemer.

Fedmemidlet kom på det danske marked i december sidste år.