Regeringen vil øremærke en stor del af den kommende inflationshjælp til ældre.

Dermed prioriterer Socialdemokratiet penge til dem, der i særlig grad stemmer på dem.

»Det ligner strategi,« siger Lisbeth Bech Poulsen, finansordfører for SF, mens Alternativets finansordfører, Christina Olumeko, kalder det »påfaldende«.

Begge ordførere har svært ved at få øje på objektive og saglige argumenter for, at netop de ældre igen prioriteres til at modtage en skattefri check på 5.000 kroner.

»Man går jo ikke ud fra et sagligt hensyn til, hvilke grupper der er ramt hårdest og har størst behov. Der er ingen tvivl om, at ældre også har det svært, men alene at udvælge én gruppe er disrespekt,« siger Lisbeth Bech Poulsen.

Hun støttes af Christina Olumeko.

»Det er da påfaldende, at det er samme gruppe igen, der står til at modtage størstedelen af midlerne.«

De studerende føler sig da også overset af regeringens udmelding om, hvem de som minimum vil støtte med inflationshjælpen.

Det oplyser forperson i Danske Studerendes Fællesråd Esben Bjørn Salmonsen.

»Jeg tænker, at politikerne giver penge til de vælgergrupper, der er store,« siger han til B.T.

»Ungdommen bliver overset i de her hjælpepakker. Måske fordi vi ikke er en stor nok vælgergruppe. Måske fordi vi ikke råber højt nok.«

Regeringens nye inflationshjælp lyder på i alt 2,3 milliarder kroner.

Her skal 1,45 milliarder kroner bruges på en ekstra skattecheck på 5.000 kroner til de i alt 290.000 ældre, der modtager ældrecheck.

Det er samme gruppe, der også i september 2022 fik 5.000 kroner i en skattefri engangsbetaling.

Og der er et sammenfald mellem dem og så Socialdemokratiets vælgere.

Det oplyser valgforsker Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet.

»Det er klart, at relativt set er der mange af Socialdemokratiets vælgere, der får gavn af den her check,« siger han til B.T.

Både Venstre og DF har også mange vælgere blandt de ældre, men Socialdemokratiets vælgerbase er større.

»Socialdemokratiet skiller sig ud ved, at over halvdelen af de socialdemokratiske vælgere ved sidste valg var over 60 år. Det er deres kernevælgere, og Socialdemokratiets vælgerkorps hører til blandt de ældste,« siger Kasper Møller Hansen til B.T.

Socialdemokratiet har til sammenligning kun 7-8 procent af vælgerne blandt de yngste, der stemmer, oplyser han.

Kasper Møller Hansen understreger, at der også er tale om en gruppe med økonomisk behov for støtte, og at man derfor ikke kan kalde det ren strategi at målrette hjælpen til de ældre.

Heller ikke hos den borgerlige tænketank CEPOS forstår cheføkonom Mads Lundby Hansen, hvorfor det lige præcis er de ældre, der skal øremærkes endnu en check.

»Min vurdering er, at regeringen her prøver at appellere til en stor vælgergruppe. Der er knap 300.000, der i dag får ældrecheck. For hvis man kigger på rådighedsbeløb, så er det svært at konkludere, at den her gruppe af pensionister er særlig økonomisk udsat,« siger han til B.T.

»De lever ikke i sus og dus, men de ligger på et indkomstniveau, hvor man kan have en ordentlig tilværelse.«

En enlig pensionist i lejebolig modtager ældrechecks, og som ikke har arbejdsmarkedspension, får udbetalt 15.000 kroner efter skat ifølge tal, som CEPOS har trukket fra Finansministeriets familietypemodel.

Det er højere end niveauet for eksempelvis kontanthjælpsmodtagere.

Finansminister Nicolai Wammen ønsker ikke at kommentere de igangværende forhandlinger.

Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht, afviser dog fuldstændig, at partiet skeler til, hvem der er partiets kernevælgere.

»Pensionister, der ikke har andet end folkepension og ATP, er hårdt presset. Jeg må indrømme, at jeg synes, det lyder rimelig kynisk at reducere deres problemer til, hvem man tror, de stemmer på,« skriver han i en sms.

Han påpeger, at Socialdemokratiet i forbindelse med tidligere inflationshjælp har udvidet muligheden for, at studerende kan arbejde ved siden af studiet, og at studerende har bedre mulighed for at supplere deres SU ved at arbejde end folkepensionister.

Til spørgsmålet om, hvad de objektive kriterier er for, at lige netop ældre har mest brug for en skattefri check, svarer Benny Engelbrecht ikke direkte.

Han påpeger dog, at studerende har bedre mulighed for at supplere deres SU med arbejde, end folkepensionister har. Og at der stadig er penge på bordet, der kan forhandles om.

»Vi er åbne for partiernes ønsker,« skriver finansordføreren.