Ozzy Osbourne ser ud til at have spillet sin sidste turné.

Den 74-årige rocklegende fandt i 2019 ud af, at han havde fået sygdommen Parkinsons og har lige siden kæmpet med et skrantende helbred.

Nu skriver Ozzy Osbourne på Instagram, at han på grund af ovenstående må aflyse sin forestående Europa-turné.

»Dette er nok noget af det sværeste, jeg nogensinde har måttet dele med mine fans,« indleder Ozzy Osbourne sit indlæg og fortsætter:

»Som I måske alle ved, havde jeg for fire år siden, i denne måned, et større uheld, hvor jeg beskadigede min rygrad.«

Han skriver videre, at han har kæmpet for at vende tilbage på scenen, og tilføjer at hans sangstemme har det fint, men efter tre operationer og diverse andre behandlinger, er hans krop stadig fysisk svag.

»Jeg er kommet til den erkendelse, at jeg ikke fysisk er i stand til at gennemføre mine kommende koncerter i Europa, da jeg ikke er i stand til at klare det, rejserne kræver.«

Ozzy Osbourne tilføjer:

»Tro mig, når jeg siger, at tanken om at skuffe mine fans virkelig fucker mig op. Jeg havde aldrig troet, at mit turnéliv skulle slutte på denne måde.«

Han takker sine fans for tålmodigt at have holdt fast i deres koncertbilletter, og tilføjer, at hans hold lige nu arbejder på en måde, hvor han kan optræde uden at skulle rejse rundt i verden.

Ozzy Osbourne har ikke turneret siden 2018, hvor han blandt andet spillede på Copenhell i København.