Om en måned kan tv-vært Christiane Schaumburg-Müller ændre sin titel fra frøken til fru.

Men faktisk er det ikke kirkeklokkerne, der skal ringe, når hun giver sit ja til sin forlovede, Daniel Åxman.

Det bliver nemlig rådhusklokkerne i første omgang, skriver Se og Hør, og så venter en velsignelse i kirken på et senere tidspunkt – og det passer dem rigtig godt, fortæller Christiane Schaumburg-Müller til B.T.

»Det var, som om det talte til at blive gift på denne måde,« siger hun og uddyber:

»Vi havde snakket om, at man gifter sig på denne måde i mange andre lande, og det, synes jeg, er rigtig smukt. Det gik bare op i en højere enhed.«

Christiane Schaumburg-Müller afslørede sidste år, at Daniel Åxman havde været på knæ under deres ferie til Den Dominikanske Republik, og for få uger siden kunne parret så melde ud, at et lynbryllup skulle planlægges, efter Christiane var vendt hjem fra sit polterabend i Norge.

Men selvom brylluppet er planlagt på rekordtid, så har der stadig været mange overvejelser omkring kærlighedsfesten.

Den store dag bliver ikke mindst under et helt specielt tema, nemlig nærvær, fortæller Christiane Schaumburg-Müller.

»Det bliver meget nærværende med familie og nære venner. Så meget privat og intimt.«

Selvom brylluppet bliver på rådhuset og ikke i kirken som udgangspunkt, så vil Christiane Schaumburg-Müller være hvid brud.

Derfor rejser hun til London onsdag for at sætte jagten ind på den perfekte kjole.

»Jeg er meget traditionel. Vi har taget en tradition, som ikke er dansk – men man har stadig hvid kjole på,« forklarer hun og fortsætter:

»Der er en hel mode, som hedder 'civil bride', hvor man har hvid kjole på, den er bare ikke lang.«

Hvornår den kommende velsignelse af ægteskabet finder sted i kirken, ved parret dog ikke helt endnu – alt er stadig på tegnebrættet. En ting er dog sikkert: I starten af marts får Christiane Schaumburg-Müller og Daniel Åxman udvekslet ringe og lover hinanden troskab resten af livet.