Han stod med det ene ben ude af turneringen. Og han havde næsten booket togbilletten hjem.

Men et mirakel sendte Rasmus Lauge tilbage i VM-turneringen for få dage siden.

Og heldigvis for det – set med rød-hvide briller. For den 31-årige landsholdsstjerne spillede nemlig søndag aften en gudefinale mod Frankrig, da Danmark sikrede det tredje VM-guld på stribe.

Derfor var det da også en dybt rørt playmaker, der mødte pressen efter finalen.

Rasmus Lauge efter VM-finalen.
Rasmus Lauge efter VM-finalen. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Når man har været igennem det, jeg har, både her i denne turnering, men også generelt med skader. Og så lige pludselig have så stor en rolle i en finale. Det er et rørende øjeblik for mig,« lød det fra Lauge.

Den danske stjerne var nærmest meldt ude af turneringen for nogle få dage siden, da en mindre skade i læggen havde sat en stopper for spillet på banen.

En frustrerende situation, der ramte danskeren ekstremt hårdt under VM, erkender han:

»Ihærdighed belønner sig. Det har krævet meget af mig selv at holde modet oppe, efter jeg fik den skade. Det var en stor nok ting til at irritere mig, men holdkammeraterne har virkelig hjulpet mig, når jeg har gået rundt frustreret.«

Har du i virkeligheden forsøgt at nedtone, hvor ondt det har gjort på dig at sidde ude?

»Gør vi ikke altid det?«

Det skal jeg ikke kunne sige…

»I (pressen, red.) skal jo ikke vide alt, så det kan sagtens være,« afsluttede Rasmus Lauge med et smil.

Danmark vandt søndag aften med 34-29 over Frankrig i VM-finalen.

Rasmus Lauge stod for hele ti af Danmarks mål.