Hun har flere gange kritiseret og modarbejdet det russiske styre.

Men denne gang ser det ud til, at 19-årige Olesya Krivtsoya får en straf, der er til at tage og føle på. Den unge kvinde sidder i skrivende stund i husarrest hos sin mor, Natalya Krivtsoya – med en anti-Putin-tatovering på den ene ankel og en gps-tracker på den anden.

Det skriver CNN.

Den 19-årige kvinde fra byen Severodvinsk er blevet klassificeret som terrorist på linje med ISIS, al Qaeda og Taliban, fordi hun postede en video på Instagram i oktober om eksplosionen af Krim-broen, hvor hun også kritiserede Rusland for at have invaderet Ukraine.

Olesya Krivtsoya har flere gange haft problemer med de russiske myndigheder. Nu kan hun risikere flere år i fængsel for at kritisere det russiske styre og militær i en video på Instagram.
Olesya Krivtsoya har flere gange haft problemer med de russiske myndigheder. Nu kan hun risikere flere år i fængsel for at kritisere det russiske styre og militær i en video på Instagram.
Vis mere

Ud over Instagram-videoen er Olesya Krivtsoya anklaget for at have lavet kritiske beskeder om det russiske militær i en gruppe for studerende på det russiske sociale medie VK.

Krivtsoyas advokat fortæller til CNN, at hun står til en straf på helt op til tre år i fængsel for sine ytringer. Fordi hun er blevet klassificeret som terrorist, kan det indgå som skærpede omstændigheder og sende hende syv år i fængsel.

Advokaten håber dog på at kunne få straffen ned til en bøde, men lige nu er intet sikkert, hvis man spørger Olesyas mor, Natalya. Hun mener, at det russiske styre vil statuere et eksempel med Olesya og på den måde slukke det eventuelle oprør, der ifølge hende ulmer i regionen.

»Regeringen har underlige tiltag. Kriminelle bliver hvervet til at gå i krig, mens børn bliver smidt i fængsel.«

Olesya har tidligere været i karambolage med det russiske styre. I maj 2022 blev hun taget i at have omdelt antikrigs-plakater.