Nordjyske Lennart Jacobsen er tosset med Gasolin og Kim Larsen.

Hans begejstring blev vakt, da han i 70erne første gang hørte nummeret 'Stakkels Jim'. Lige siden har han samlet på foto, avisforsider, plader, plakater og alt muligt andet, der har forbindelse med den danske nationalskjald.

Håndskrevne noter fra Larsens hånd og aldrig udgivne sange på gamle spolebånd hører til skattene i samlingen, og nordjyden har 58 originale masterbånd i sin samling, skriver Nordjyske.

Ifølge Lennart Jacobsens egen vurdering er hans Kim Larsen-samling et par millioner kroner værd. Derfor passer han godt på sine effekter og beskytter dem med både overvågningskameraer og alarmer.

Lennart Jacobsen omgivet af nogle af sine samlerobjekter. Privatfoto.
Lennart Jacobsen omgivet af nogle af sine samlerobjekter. Privatfoto.
Vis mere

For mange år siden fik samleren fingre i Gasolins første single 'Silky Sally' for 1.000 kroner. Det var en god investering, for det menes, at der kun findes 155 eksemplarer af singlen. Efter Kim Larsens død i 2018, blev den, ifølge Lennart Jacobsen, handlet for 25.000 kroner.

På dba.dk sælges plader fra Gasolin og Kim Larsen lige nu fra priser mellem en krone op til flere tusinde kroner pr. styk.

I 2019 blev en anden privat Gasolin/Kim Larsen-samling på omkring 2.000 effekter sat på auktion på spillestedet Værket i Randers. 350 effekter med forbindelse til Lune Larsen blev solgt og indbragte på 'den gode side af én million kroner', som auktionarius, Finn Campen fra Campen Auktioner, efterfølgende sagde til DR.

Ifølge Lennart Jacobsen er der også interesse for hans samling. Nysgerrige Kim Larsen- og Gasolin-fans kigger forbi det private museum et par gange om ugen.

Gasolin eksisterede fra 1968 til 1979. Her ses de fire medlemmer samlet i Tivoli. Foto Leif Nyholm.
Gasolin eksisterede fra 1968 til 1979. Her ses de fire medlemmer samlet i Tivoli. Foto Leif Nyholm. Foto: Leif Nyholm
Vis mere

Selvom samlingen fylder så meget, at samleren snart er nødt til at udvide med en 1. sal, er der stadig plads til flere fund:

Lennart Jacobsen har flere versioner af sangen 'Tik Tik' fra filmen 'Midt om natten' og også flere udenlandske indspilninger af nummeret:

»Men jeg mangler dén single, der udkom i Sydafrika – den skal jeg have fat i,« siger han til Nordjyske.