De to mænd, der blev stukket ned i et supermarked på Nørrebro i København, er nu begge udenfor livsfare.

Det meddeler Københavns Politi lørdag aften på Twitter.

En 21-årig mand og en 23-årig mand blev stukket med en kniv fredag aften kort før klokken 19.

Vicepolitiinspektør ved Københavns Politi Bjarke Dalsgaard sagde fredag aften, at efterforskningen tydede på, at gerningsmændene gik efter den 21-årige.

Senere fredag aften meldte politiet ud, at den ene af de to sårede var alvorligt tilskadekommen.

Politiet beder vidner, som endnu ikke har henvendt sig, om at ringe 1-1-4 med eventuelle oplysninger.

Knivoverfaldet er det seneste i en lang række knivstikkerier i København den seneste tid.

Senere fredag aften var der et knivoverfald ved Gothersgade i det indre København. Politiet mener dog ikke, at der er nogen forbindelse mellem det overfald og knivstikkeriet tidligere på aftenen.

På Nørrebro får knivstikkene nu synlige konsekvenser.

»Vi har øget vores tryghedsskabende tilstedeværelse i området og vil fortsat være meget synligt til stede og i dialog med borgerne i området,« skriver Københavns Politi på Twitter.

Der er endnu ingen anholdte i sagen.