Hannah Spearritt var en del af popgruppen S Club 7, som blev skabt af samme mand, som stod bag Spice Girls.

Men selvom man har været popstjerne, kan man stadig blive ramt af livets kvaler.

Det sidste halve år har hun således været nødt til at bo fire forskellige steder sammen med sin partner Adam Thomas og deres to børn på tre og fire år. Senest smed deres udlejer dem ud med kun to dages varsel.

Det fortæller hun i et interview med The Sun ifølge Sky News.

»Vores udlejer havde brug for penge, og solgte ejendommen hurtigt. Det, der var noget rod, var, at vi ikke havde tid til at finde et andet sted.«

Udsmidningen skete lige op til jul, som den lille familie i stedet blev nødt til at fejre i en vens kontor, hvor de fik lov til at bo, indtil de kunne flytte ind i en ny bolig.

»Det var stressende, men man må bare håndtere det, ikke? Især med børn.«

»Folk tror, at vi er millionærer, men det er desværre ikke sandheden.«

I samme interview fortæller hun, at bandets løn på ingen måde matchede de penge, de tjente.

Hun er da heller ikke den eneste, som har haft pengeproblemer. I 2018 valgte Paul Cattermole, som også var en del af S Club 7, at sælge sin Brit Award for 560.000 kroner, fordi han med egne ord havde regninger, der skulle betales.

S Club 7 havde stor succes fra 1998 og frem til 2003, hvor de gik i opløsning.