En niårig pige blev lørdag formiddag kort før klokken 11.30 antastet af en mand i Hammelev ved Vojens

Og i den forbindelse vil Sydjyllands Politi meget gerne i kontakt med en kvindelig kondiløber.

Kondiløberen kom nemlig pigen til undsætning, fortæller vagtchef ved Sydjyllands Politi Torben Møller.

»Pigen siger, at hun har fået hjælp af en kvindelig kondiløber, der kom hen og viftede den her mandsperson væk. Vi ved ikke så meget om, hvad der er sket. Derfor vil vi gerne i kontakt med kvinden og høre, hvad hun har set,« siger Torben Møller.

Det, som den niårige pige selv har fortalt til sine forældre og politiet, er, at en mand har været henne og tale til hende.

»Og måske har han også rykket i hende,« siger vagtchefen.

Pigen blev antastet i området omkring Bøgevej og gik hjem og fortalte sin forældre om det umiddelbart efter, hvilket fik dem til at slå alarm til politiet.

Men politiet har ikke kunnet stykke et signalement sammen af manden. Derfor vil de meget gerne tale med løberen, der tydeligvis har kunnet se, der var noget galt og derfor kom pigen til undsætning.

De beder kvinden ringe til politiet på 114.