Det er sjældent, at læger taler åbent om, at der kan være en risiko ved at være indlagt på danske sygehuse.

Derfor vækker det opsigt, at flere læger nu taler højt om, hvor pressede landets akutmodtagelser er, skriver TV MIDTVEST.

TV-stationen har gennem den senere tid kunnet afdække, hvor store problemer der er med travlhed især på Akutmodtagelsen på Regionshospitalet Gødstrup.

Og overlæge Anders Jørgensen, der arbejder på akutmodtagelsen, har brugt udtrykket 'dødeligt bekymret.'

Overlæge fra samme afdeling Anders Brøns Møllekær har til Herning Folkeblad fortalt, at patienter i enkelte tilfælde er døde i venteværelset, mens de har ventet på at modtage hjælp.

Region Midt udsendte efterfølgende en pressemeddelelse om, at det ikke kan dokumenteres.

Det faktum, at lægerne vælger at fortælle om, at de oplever, der er en risiko for patienternes sikkerhed, er noget nyt, fortæller formand for Dansk Selskab for Akutmedicin, Henrik Ømark, til TV MIDTVEST.

»Lige konkret sagen i Gødstrup, som jeg har fulgt på afstand, så må jeg sige, at jeg ikke har set kollegaer rejser det røde flag så alvorligt før, som der er blevet gjort her, så jeg tænker, de må virkelig føle, at grænsen er noget, ellers går læger ikke ud og siger sådan nogle ting,« udtaler han.

TV MIDTVEST har bedt Anders Kühnau (S) om en kommentar til arbejdsforholdene på akutmodtagelsen på Regionshospitalet Gødstrup, og han skriver i en mail, at man tager personalets bekymringer alvorligt og arbejder på at finde løsninger.

»Samtidigt vil jeg gerne understrege, at man – travlhed til trods – trygt kan være patient på akutmodtagelser på alle hospitaler i Region Midtjylland,« skriver regionsrådsformanden.