Fans af den amerikanske dramaserie 'Succession' kan godt glæde sig.

Efter næsten to års ventetid på den kommende fjerde sæson har HBO netop annonceret premieredatoen og frigivet en teaser-trailer.

Serien får premiere 26. marts på HBO.

Det skriver The Independent og er på Twitter blevet delt af seriens forfatter, Lucy Prebble.

Siden første sæson har serien, der følger Familen Roy i deres intriger for at komme til tops i familiens virksomhedsimperium, taget seere med storm, skriver Independent.

Første og anden sæson af den succesfulde serie havde premiere på streamingtjenesten i juni 2018 og august 2019.

Men grundet covid-19 måtte fans vente hele to år på en tredje sæson, der først fik premiere i oktober 2021 – samme år blev 'Succession' forlænget med en sæson fire.

Serien høstede i 2022 flere priser, blandt andet en Golden Globe for 'Bedste dramaserie', 'Bedste mandlige skuespiller i en dramaserie' og 'Bedste kvindelige birolle'. I september vandt holdet bag serien en Emmy, hvor seriens bagmand, Jesse Armstrong, vakte opsigt i sin takketale.