Alba August har fundet kærligheden – og den udkårne er faktisk også selv et velkendt navn i den kreative branche.

Mandag havde den 29-årige skuespiller ladet sin instruktørfar, Bille August, blive hjemme, og i stedet fulgtes hun med sin svenske skuespillermor, Pernilla August, til den svenske filmfest Guldbaggegalan.

Men her på den røde løber inden festlighederne fremkom også et noget mere sjældent syn.

Alba August havde nemlig for første gang taget sin nye kæreste, den svenske 47-årige musikproducer Pontus Winnberg, med til offentligt skue.

»Vi er virkelig forelskede og glade og har været sammen i et stykke tid,« fortalte den 29-årige skuespillerinde til Aftonbladet.

Pontus Winnberg bekræftede til filmfesten Guldbaggegalan, at han og Alba August danner par.
Pontus Winnberg bekræftede til filmfesten Guldbaggegalan, at han og Alba August danner par. Foto: Anders Wiklund/TT
Vis mere

Ikke mindst bekræftede hendes 18 år ældre flamme overfor mediet, at man »vel godt kan kalde« dem for kærester.

Pontus Winnberg er en del af producerduoen Bloodshy & Avant, der blandt andet har produceret Britney Spears' store hit 'Toxic' foruden flere sange for navne som Madonna og Kylie Minogue.

Alba August har også fiflet med sin egen musik, men det er særligt fra skuespillet, man kender den Stockholm-bosatte dansker herhjemme.

Ikke mindst fik hun stor ros for sin hovedrolle som Astrid Lindgren i 'Unge Astrid', og nu er hun aktuel i den svenske serie 'Hændelser ved vand' sammen med både sin mor og sin søster Asta Kamma August.