De danske racerstjerner var involveret i et vanvittigt drama i et af verdens største racerløb – 24-timers-løbet på Daytona i USA.

Efter 24 timers intens racerløb kæmpede danske Marco Sørensen og Nicki Thiim, der i mange år var holdkammerater, direkte mod hinanden om sejren i GTD-klassen.

Stjerneskuddet Nicklas Nielsen kørte med om sejren i LMP2-klassen, mens flere af de andre var ramt af sort, sort uheld.

Her er B.T.s dom over de 11 danskere på Daytona:

Hvilket drama! I sommer vandt han sin klasse på Le Mans.

I dag kan Marco Sørensen tilføje endnu et eftertragtet trofæ – og ikke mindst et Rolex Daytona-ur – til samlingen med sejr i det ikoniske 24-timers-løb på Daytona.

Man kan stille sit ur efter Aston Martin-danskerens omgangstider, for han kørte med metronomisk præcision og viste sin vanvittige fart endnu engang – som den hurtigste mand i klassen.

Efter 24-timers racerløb krydsede han stregen omkring fem sekunder foran sin ven og tidligere holdkammerat Nicki Thiim, der var næsten ligeså flyvende i sin Aston Martin, mens Frederik Schandorff i sin McLaren sørgede for et GTD-podium med danskere på alle trin.

GTP-klassen:
Michael Christensen (Porsche Penske): 3

LMP2-klassen:
Mikkel Jensen (TDS Racing): 4
Christian Rasmussen (ERA Motorsport): 4
Anders Fjordbach (High Class Racing): 2
Dennis Andersen (High Class Racing): 3
Nicklas Nielsen (AF Corse): 5

GTD Pro-klassen:
Jan Magnussen (MDK Motorsports): 3

GTD-klassen:
Marco Sørensen (Heart of Racing): 6
Nicki Thiim: (Magnus Racing): 6
Frederik Schandorff (Inception Racing): 5
Michelle Gatting (Iron Dames): 4

Wow! Næsten uanset hvor man kiggede hen på Daytona, var der en dansker som en de store stjerner i sin bil. De danske racerkørere er i høj kurs rundtomkring på de store internationale hold.

Dansk motorsport har næppe nogensinde befundet sig et bedre sted end lige nu.

11 danskere – alle med seriøse vinderchancer – i et af verdens absolut største og mest prestigefyldte racerløb. Det er vanvittigt at være vidne til.

Og så var den største af dem alle, Kevin Magnussen, endda tvunget til at melde afbud på grund af en operation i hånden. Og Christina Nielsen var desværre ikke lykkedes med at finde et sæde til den amerikanske klassiker.

Åh nej! Det var et varsel om alt det danske uheld, der ventede de næste 24 timer, da Mikkel Jensens holdkammerat Steven Thomas kørte af banen i allerførste minut! For pokker, hvor haglede uheldene ned over flere af de danske stjerner – herunder Michael Christensen, der som eneste dansker kunne vinde løbet samlet. Men danskerens nye Porsche havde utallige tekniske problemer, der satte dem ud af spillet.

Den danske racerdronning Michelle Gatting var ikke mere heldig med sin nye lyserøde Lamborghini. Hun og Iron Dames-holdkammeraterne var også plaget af problemer, så 'jernkvinderne' overhovedet ikke fik lov at vise, hvad de kan.

Mikkel Jensens bil var involveret i et uheld med en konkurrent godt inde i løbet, og efter en længere reparation, besluttede holdet at trække bilen ud af løbet. Med godt fem timer til mål var det så Marco Sørensen, der gav os en klump i halsen. Pludseligt sneglede nordjyden sig af sted for en stund, inden han fik fart i sin Aston Martin igen.

Bang! Få timer senere bragede Anders Fjordbach i barrieren med høj fart. Danskeren kunne heldigvis selv komme ud af bilen, som dog ikke kunne køre længere.

For motorsportsfans var det her lidt som juleaften. Dagen, man bare har gået og ventet og ventet på. Startskuddet til den nye, gyldne sportsvognsæra, hvor Danmark heldigvis er fremragende repræsenteret med en ny generation af talent, som skal føre de stolte traditioner videre fra navne som Tom Kristensen og Jan Magnussen, der i årevis har fået tusinder af danskere til at valfarte til en vis fransk by om sommeren.

For dette var samtidig bare den første af mange generalprøver før det helt store højdepunkt – det legendariske 24-timers-løb på Le Mans til juni.

Her skal Michael Christensen og Porsche revanchere sig fra denne skuffende weekend og kæmpe med om den ultimative triumf på den franske asfalt. Men han vil få kamp til stregen af unge Nicklas Nielsen, der til den tid tørner ud for selveste Ferrari, og Mikkel Jensen, som trækker i Peugeot-køredragten – ligesom Kevin Magnussen jo skulle have gjort, hvis ikke Haas havde bragt ham tilbage til Formel 1.

Læg dertil en hær af talentfulde danskere i de andre klasser, og det er pludseligt meget svært at vente til juni! I mellemtiden venter en halvsæson, som meget vel kan byde på den ene danske triumf efter den anden på alverdens ikoniske racerbaner.

De danske resultater:

9 (3 i LMP2) – Nicklas Nielsen med F. Perrodo, J. Canal og M. Vaxivière
14 (7 i GTP) – Michael Christensen med F. Nasr og M. Campbell
16 (1 i GTD) – Marco Sørensen med D. Turner, I. James og R. De Angelis
18 (2 i GTD) – Nicki Thiim med A. Lally, J. Potter og S. Pumpelly
21 (3 i GTD) – Frederik Schandorff med B. Iribe, M. Kirchhöfer og O. Millroy
34 (6 i GTD Pro) – Jan Magnussen med J. Hart, M. Kvamme og T. Estep
46 (18 i GTD) – Michelle Gatting med D. Pin, R. Frey og S. Bovy
Udgået – Anders Fjordbach og Dennis Andersen med E. Jones og R. Marciello
Udgået – Christian Rasmussen med D. Merriman, O. Jarvis og R. Dalziel
Udgået – Mikkel Jensen med R. VeeKay, S. Huffaker og S. Thomas

Løbet blev vundet af engelske Tom Blomqvist, amerikanske Colin Braun, brasilianske Hélio Castroneves og franske Simon Pagenaud i en Acura-racer.