Nok er nok.

Sådan er holdningen hos flere partier i Københavns Borgerrepræsentation efter, at der søndag blev afholdt fest i Ungdomshuset i forbindelse med Ritt Bjerregaards død.

Karina Bergmann er medlem af Kultur- og Fritidsudvalget for Det Konservative Folkeparti. Hun er en af dem, der har fået nok.

»Jeg vil nu stille forslag om, at embedsmændene i  Kultur- og Fritidsforvaltningen  skal tage ud og inspicere Ungdomshuset for at finde ud af, hvor åbent det egentligt er. Om alle og enhver kan komme ind. Det ligner en lukket fest, og det kan vi ikke leve med,« siger hun.

Helst ser hun Ungdomshuset lukket hurtigst muligt.

»Vi vil også bede forvaltningen om at vende tilbage med et bud på, hvordan vi kan stoppe planlagte tilskud til Ungdomshuset,« siger Bergmann.

Den kontante udmelding kommer efter, at Ungdomshuset søndag lagde et opslag på Facebook, hvor folk blev opfordret til at komme forbi og feste med tidligere overborgmester Ritt Bjerregaards død som anledning.

'Slæb kadaveret forbi Ungeren og send en væmmelig tanke efter tidligere overborgmester Ritt Bjerregaard. Nu har vi fået både ret og fred,' hed det i opslaget, som stadig ligger på Facebook.

»At opslaget ligger der endnu, bekræfter blot, at de ikke angrer. De er uden for pædagogisk rækkevidde, men det overrasker mig sådan set ikke,« siger Bergmann.

Også Dansk Folkepartis Finn Rudaizky er kommet med et medlemsforslag, hvori han vil have overborgmesteren til at fortælle, hvad hun vil gøre ved Ungdomshuset.

»Jeg er også kommet med et forslag om at stoppe udbetalingen til Ungdomshuset, men det kommer der ikke noget ud af. Der er ikke flertal for at tage deres penge. Det blodrøde flertal på Rådhuset holder sammen, når der er sådan en sag,« siger Rudaizky,

Han har heller ikke meget tilovers for, at Socialdemokratiets politiske leder i Københavns Kommune, Laura Rosenvinge, nu vil tage et møde med Knud Foldschack om Ungdomshuset, Foldschack er advokat for Fonden Jagtvej 69, som varetager Ungdomshusets interesser i samarbejde med Københavns Kommune.

»Det er rent spil for galleriet. Hun hiver Foldschack op på Rådhuset, så kommer han med en undskyldning, og så kører det hele videre,« siger Rudaizky.

Den udlægning afviser Rosenvinge:

»Det er ikke spor spil for galleriet. Jeg var mega rasende over det her. Nu skal jeg have et møde med Foldschack, og jeg har opfordret ham til at tage nogle repræsentanter for Ungdomshuset med. De har ikke fjernet opslaget fra Facebook, så der bør også snart være nogen af dem, der går ud og forsvarer det fra deres side,« siger hun.

Der er opstået ballade om Ungdomshuset på Dortheavej. Denne gang er det dog ikke af fysisk karakter, som det var på billedet her, hvor politiet rykkede ind i huset på ti-års dagen for rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69. Arkivfoto.  
Der er opstået ballade om Ungdomshuset på Dortheavej. Denne gang er det dog ikke af fysisk karakter, som det var på billedet her, hvor politiet rykkede ind i huset på ti-års dagen for rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69. Arkivfoto.   Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

I Enhedslisten vil man afvente en forklaring fra Fonden, før man melder noget ud, mens man i SF ikke ser nogen grund til at lukke Ungdomshuset. Det siger Klaus Mygind, der sidder i Kultur- og Fritidsudvalget for partiet.

»Det, de har gjort, er virkelig disrespektfuldt. Vi skal have en dialog med dem om det her. De har fjernet kommentarsporet på deres Facebook-side, og det kunne tyde på, at de godt ved, at de har brændt nallerne. Men vi skal også fremover have et særligt sted, hvor der er unge, som er i opposition. Det er en ventil i samfundet, som der skal være plads til,« siger han.

Ungdomshuset modtager årligt omkring 1,4 millioner kroner i støtte fra Københavns Kommune.

B.T. har rettet henvendelse til kontaktgruppen i Ungdomshuset, som ikke er vendt tilbage med en kommentar.