En firelænget gård i Ølsemagle står netop nu i flammer.

Politi og brandvæsen er til stede.

»Vi betragter det som en voldsom brand og holder øje med risikoen for, at bygningen skulle styrte sammen og branden brede sig,« siger Lasse Jensen, vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Han forklarer, at de forsøger at komme i kontakt med ejeren.

»Men umiddelbart skulle det være en ubeboet bygning,« siger han, mens de forsøger at få det klarlagt helt.

Lige nu er der ingen risiko for naboerne, men han lover, at de får det at vide, hvis noget ændrer sig.

De har til gengæld ingen idé om, hvordan branden er opstået.

»Det brænder så meget, at vi ikke kan arbejde på at finde ud af, hvordan det er sket.«

Klokken 23.42 oplyser vagtchefen, at branden fortsat ikke er slukket, da man venter på, at tre af gårdens længer brænder ud, fordi branden ikke kan slukkes.

Man arbejder fortsat på at redde selve hovedhuset.