Den grønne omstilling viser sig især på de danske veje, hvor dieselbiler og sort røg i højere grad er blevet erstattet af grønne biler og ladestandere.

Men det er ikke statens biler, der sørger for den grønnere transport – tværtimod.

Det skriver Berlingske, der har fået tal fra Danmarks Statistik.

Når der købes nye biler til alt fra ministerier, styrelser, tilsyn og direktorater til politiet og forsvaret – er langt størstedelen af indkøbet dieselbiler.

I tallene fra 2022 indkøbte staten 49 grønne personbiler og hele 278 dieselbiler.

»Det er bemærkelsesværdigt, hvor langt staten er bagud,« siger Jeppe Juul, seniorrådgiver for Klima og Transport i Rådet for Grøn Omstilling til B.T.

Selvom politikerne har klappet i hænderne over den grønne omstilling og flere elbiler på vejene, sakker de altså selv langt bagud fra både private bilejere, kommuner og virksomheder, der har skiftet til et grønnere transportmiddel.

»Det er forbløffende, at staten, der pålægger kommuner at købe grønne køretøjer, ikke selv kan finde ud af det,« siger Jeppe Juul og fortsætter.

»Nu er det for sent for dem at gå forrest, som de skulle have gjort, men de burde i hvert fald til at følge op i stedet for at være syv mil skridt bagud.«

I 2022 var 57.272 nyregistrerede personbiler i Danmark grønne, mens blot 15.364 var dieselbiler, viser Berlingskes tal.