Politiet i Midt- og Vestjylland efterforsker tre dødsfald i Vejrumbro, hvor en mor formentlig dræbte sine to børn, hvorefter hun tog livet af sig selv.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

»Vi er altid meget forsigtige med at konkludere noget for tidligt, så vi efterforsker sagen som enhver anden drabssag, hvor vi kigger i flere retninger. Vores foreløbige efterforskning tyder på, at kvinden formentlig har dræbt de to børn for derefter formodentlig at slå sig selv ihjel, men vi efterforsker som nævnt fortsat i flere retninger,« fortæller vicepolitiinspektør Jim Hansen, der er leder af den centrale efterforskningsafdeling i Midt- og Vestjyllands Politi.

Store dele af Østervangsvej i Vejrumbro har i løbet af eftermiddagen og aftenen været spærret, og den bliver den ved med at være, oplyser politiet.

Hvor længe vides ikke.

På grund af den tragiske hændelse har Viborg lokalpoliti taget initiativ til et møde mandag aften for beboerne i Vejrumbro.

»Det er naturligvis en sag, der påvirker og ryster et lille lokalsamfund dybt. Derfor vil vi i samarbejde med lokale kræfter arrangere et møde for byens beboere, hvor også vi fra politiet vil være til stede. Vores efterforskere arbejder intensivt på at få afdækket omstændighederne omkring de tre dødsfald, og selvfølgelig kan vi ikke fortælle om detaljer i efterforskningen, men vi vil alligevel kunne give de berørte borgere nogle svar og også kunne hjælpe med at komme eventuelle falske rygter til livs«, siger vicepolitiinspektør Christian Toftemark.

Du kan læse mere om sagen her.