Multihandicappede Nikolaj må selv punge ud, hvis han vil have mad på bordet.

Det er virkeligheden, efter Lemvig Kommune har besluttet at hæve prisen med 1.322 kroner for handicappede, der ikke selv kan hjælpe med madlavningen på botilbuddene, fortæller TV Midtvest.

Det betyder, at beboerne fremover skal betale for, at personalet håndterer maden.

Nikolaj, der skal have hjælp til alt i hverdagen, betaler i forvejen 2.400 kroner for kost. Og fra 1. januar altså også 1.322 kroner for, at personalet »håndterer« maden.

Det mener Nikolajs far, Per Gregor Knudsen, ikke er i orden.

Han påpeger nemlig, at Nikolajs mad i forvejen kommer i termokasser fra en lokal slagter.

»Så det er ikke noget med, at personalet bruger tid på at producere maden. Og personalet får jo også løn. Det her skal fungere som et almindeligt hjem for Nikolaj,« siger Per Gregor Knudsen.

Formanden for Lemvigs social- og sundhedsudvalg, Gunnar Lisby Kjær (V), kan godt forstå, at pårørende til de handicappede, der modtager en ekstraregning, bliver sure. Han understreger dog, at det er nødvendigt.

»Det er ingen hemmelighed, at vi er presset på økonomien her i kommunen. Når vi får et besparelseskrav i Social- og Sundhedsudvalget på knap ni millioner, er vi selvfølgelig nødt til at se på, hvor vi kan hente de penge. Og det, vi gør nu, er at harmonisere i forhold til ældreområdet, hvor vi har opkrævet beløbet i mange år,« siger han og tilføjer, at kommunen havde mulighed for at opkræve et endnu højere beløb for håndteringen af maden.

Det er servicelovens paragraf 161, der giver Lemvig Kommune ret til at få dækket personaleomkostningerne for maden. Det er en ordning, som Lemvig i årevis har benyttet sig af på ældreområdet.