Det kan godt være, at du synes, at der er nogle danske love, der er helt hen i vejret. Men bare vent til, når du har læst om, hvad de har af mærkelige forbud ude i verden.

Det er Bild, der har samlet ni mærkelige love.

ALASKA: I Fairbanchs er det forbudt at give alkohol til rensdyr. I loven hedder det, at dyrene kan blive aggressive, hvis de drikker alkohol eller spiser gammelt frugt.

SKOTLAND: Det er forbudt at ride på en ko, hvis man er fuld. Loven er fra 1872, og ifølge den er det »forbudt i påvirket tilstand at ride på en hest eller en ko«. Overtrædes loven, kan det give op til 51 dages fængsel.

USA: I Florida er det forbudt at lette en vind offentligt efter klokken 18, da det kan virke provokerende. Som Bild skriver vides det ikke, hvordan loven håndhæves.

SPANIEN: På nogle spanske strande er det forbudt at bygge sandslotte – både for børn og voksne. I 2016 forbød byen Benidorm bygningen af sandslotte på stranden i Levante. En overtrædelse heraf kan give en bøde på op til 1.000 kroner. Samme regel gælder flere steder på Tenerife, hvor man skal søge om lov til at byge borge og slotte af sand.

SPANIEN: I Barcelona er det forbudt at gå igennem byen kun iført badebukser eller bikini. Det gælder selvfølgelig ikke på strandene. En overtrædelse af  påbuddet kan koste op til 1.500 kroner i bøde. Forbuddet blev indført i 2011, da de lokale handlende var trætte af, at turister gik i butikker og på restauranter i vådt badetøj.

ITALIEN: I Torino har myndighederne givet mulighed for at udstede en bøde på op til 4.000 kroner, hvis man ikke lufter sin hund mindst tre gange om dagen. Italien har generelt hårde dyrelove.

BOLIVIA: I La Paz er det forbudt for restauranter at servere mere end et glas vin til gifte kvinder. Loven skulle forhindre, at de begynder at flirte med andre efter at have fået alkohol. Men loven gælder ikke for gifte mænd.

JAPAN: Metabo-loven giver mulighed for at måle taljen på alle mellem 40 og 74 år. Mænd må have en talje på 85 centimeter, mens kvinder må have en på 89,92. Bliver målene overtrådt, kan der udskrives en bøde.

NORGE: Det er forbudt at få hunde kastreret uden en medicinsk grund. Det står i den norske dyreværnslov. Men flere hunde får dog udskrevet et medicinsk præparat, som har samme virkning som at blive kastreret.