Over tre år er gået, siden Mette Frederiksen foreslog et id-kort til de mest udsatte stofbrugere.

Et id-kort, så de ikke skulle stoppes og få bøder af politiet for stof til eget forbrug.

Det gjorde hun for rullende kameraer, da hun besøgte Mændenes Hjem på Vesterbro. Hun fik krammere.

Og forslaget om et id-kort blev skrevet ind i forståelsespapiret med støttepartierne.

Men der er stadig ikke noget id-kort.

Og det er SF, som var med til at skrive det ind i forståelsespapiret i 2019, godt trætte af.

Derfor prøver retsordfører Karina Lorentzen nu igen noget, hun har prøvet før. Hun fremsætter det som et beslutningsforslag, så regeringen skal tage stilling til det.

»Vi hjælper simpelthen ikke de mest udsatte stofmisbrugere ved at give dem bøder, pletter på straffeattesten og tage deres stoffer. For så skubber man dem bare endnu længere ud over kanten,« siger retsordfører Karina Lorentzen.

Til B.T. siger den nye socialminister, Pernille Rosenkrantz-Theil (S), at regeringen er på vej med en løsning. En form for en udvidet version, der skal give endnu flere rettigheder end det oprindelige forslag om id-kort fra Mette Frederiksen.

Men det kan misbrugerne ikke vente på, mener Karina Lorentzen.

Hun er bekymret for, at regeringens plan om en helt ny identifikation for udsatte borgere ender som en syltekrukke:

»Hvis man skal slå en god idé ihjel, så skal man da bare opstille flest mulige forhindringer, for så skal det nok lykkes at sylte projektet.«

Hun ved godt, at regeringen bare kan stemme beslutningsforslaget ned, men hun fremsætter det alligevel for at presse regeringen.

»Alt, hvad vi beder om, er en simpel løsning, som kan hjælpe udsatte stofbrugere, men det er man ikke kommet et skridt nærmere efter alle de her år. Til gengæld lyder det, som om der skal gå mere studiegruppe og bureaukrati i det, og der mener jeg, man taber borgerne helt af syne.«

Karina Lorentzen har derfor ikke tænkt sig at trække beslutningsforslaget tilbage.

»Jeg er dybt bekymret for udsigten til en løsning, når arbejdet nu skal soves ind i MitID og nye studier. Det lyder ikke, som om det er lige rundt om hjørnet, og det er til stor skade for de borgere, som har ventet længe nok.«

Da Astrid Krag (S) var socialminister, hældte hun det oprindelige forslag om et id-kort ned ad brættet med en forklaring om, at der også var indvendinger fra Rigspolitiet. Indvendinger om, at et id-kort kunne skade muligheden for at efterforske salg af stoffer.

Karina Lorentzen, kan det være et problem, at de udsatte borgere bliver presset til at give deres id-kort til andre?

»Jeg har virkelig svært ved at se, at det skulle udgøre det store problem. Det handler om, hvordan man vælger at udforme det. Det er jo meningen, det skal være personligt udstedt på samme måde som et kørekort. Det kan der findes en løsning på.«

Astrid Krag sagde i februar 2022, at Rigspolitiet mente, at det kunne gøre det sværere at efterforske og opklare sager. Afviser du, at det kan have den konsekvens?

»Det er en påstand, som ikke er blevet uddybet specielt godt.«

»Jeg kan da godt se, at det bevismæssigt er nemmere for politiet, at alt er forbudt. For så kan man tage den store hammer og slå folk i hovedet, når de overskrider loven. Problemet er, at vi har en gruppe mennesker, som er afhængige, og det kan man ikke straffe sig ud af.«

Hvad så, hvis andre kriminelle presser dem, der har et id-kort, til eksempelvis at opbevare stoffer – kan det ikke blive et problem?

»Det kan man ikke afvise. Men i og med at der ville skulle sættes en grænse for, hvad der er til eget forbrug, så tænker jeg, at det er sværere at praktisere salg og opbevaring af store mængder. Vi afkriminaliserer jo ikke bagmændene,« siger hun til B.T.

Til B.T. fortæller bolig- og socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil, at regeringen arbejder på en løsning.

Hun fortæller, at regeringen vil udvikle en ny form for identifikation, der kan hjælpe borgerne både i forhold til politiet, sundhedsmyndighederne og bostederne.

Men hvem skal udstede kortet? Er det kommunen?

»Hvis jeg kunne sige det præcis til dig, så ville jeg jo være klar til at fremlagde et regeringsforslag,« siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Hvornår kommer det så?

»Jeg har ikke en konkret dato for det endnu, men jeg skal selvfølgelig nok tage fat i det, og så snart vi er klar, så kommer der et regeringsudspil.«