Tidligt onsdag morgen er 25 personer blevet anholdt i en landsdækkende politiaktion i Tyskland.

Blandt de mange anholdte er også en endnu mere opsigtsvækkende af slagsen, ifølge internationale medier som BBC og Welt.

Den tyske prins Heinrich er nemlig blevet anholdt som en af de ledende skikkelser i forbindelse med politiaktionen, der skulle bremse en række højreekstremistiske personer mistænkt for at ville begå statskup mod den tyske regering.

Den 71-årige prins Heinrich kommer fra en gammel adelig familie, som tidligere har regeret i Thüringen-området, og som stadig i dag besidder flere fornemme slotte.

Prinsen ejer også jagthytten Waidmannsheil i Saaldorf an der Saal, som tyske sikkerhedsmyndigheder har mistanke om er blevet brugt til at planlægge statskuppet, der angiveligt skulle starte med et stormløb på Rigsdagsbygningen i Berlin.

Angiveligt skulle planen have været at erstatte republikken med en ny statsform kaldet Det Andet Rige.

Prins Heinrich blev anholdt i Frankfurt am Main i forbindelse med antiterroraktionen, der rykkede ud i 11 forskellige delstater i Tyskland – foruden områder i Østrig og Italien – med mere end 3.000 politimænd involveret.

Blandt de andre anholdte finder man desuden flere militærfolk og medlemmer af den højreekstremistiske bevægelse Reichsbürger, der er tilknyttet flere nynazistiske grupperinger.

De mistænkte skal have lagt planer om et kup siden november 2021.

Forberedelserne til det planlagte kup har blandt andet omfattet anskaffelser af udstyr, rekrutteringer af nye medlemmer og skydeøvelser.