»Vi plejer at få ret mange henvendelser i kølvandet på julefrokoster. Og i år er – allerede –  ikke nogen undtagelse.«

Sådan lyder det fra rådgivningschef i Djøf, Mette Knudsen.

Hun fortæller, at de typisk får henvendelser om »klassiske situationer,« hvor oftest yngre mennesker bliver sat i situationer, de synes, er grænseoverskridende.

»Det, der typisk sker, er verbal grænseoverskridende adfærd eller fysisk i forbindelse med berøring, for eksempel på et dansegulv.«

Skal man helt holde sig fra at flirte med sine kollegaer til julefrokosten, hvis man vil være på den sikre side?

»Det, der er vigtigt, når man taler om seksuel chikane, er, at det handler om magt. Hvis det er jævnbyrdige kollegaer, hvor den ene forsøger at score den anden, vil det være risikofrit at sige, 'det er jeg ikke med på.'«

»Der er selvfølgelig også dem, der er gensidigt forelskede i hinanden – det er noget andet end chikane.«

Men ifølge Mette Knudsen skal man som en person, der har magt, altså være ekstra opmærksom:

»Man skal være enormt bevidst om, hvorvidt det, man selv synes, er sjov og ballade, når man har fået noget indenfor vesten, kan sætte den anden person i et gigantisk dilemma.«

Den anden person kan have frygt for, hvilke konsekvenser det får, hvis vedkommende siger fra, lyder det.

»Selvom vi leger, at alle er lige til en julefrokost, er de det ikke,« siger rådgivningschefen.

»Hvis man er ved at gøre noget, der kan have en seksuel undertone, skal man være opmærksom på, om det er en person, der ville kunne sige nej uden at være nervøs for konsekvenserne. Det kan både være sjofle jokes, berøring eller kys.«

Vil I anbefale alle chefer at gå tidligt hjem fra julefrokosten?

»Det afhænger af, hvilken arbejdsplads og kultur, man har. Men hvis man skal sætte tingene på spidsen, så ja, det er helt klart en fordel. Især af hensyn til de medarbejdere, der kan blive meget berusede og sige nogle ting, de vil ærgre sig over om mandagen.«