Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal mene …

Viaplay har i dag premiere på Casper Christensen og Mikael Bertelsens nye tv-program 'All Exclusive', hvor Casper taler med en række kendte gæster under varme himmelstrøg, og jeg tror, man har gjort sig selv en bjørnetjeneste ved at lægge ud med programmet med Iben Hjejle.

Nogle cheftyper har sikkert tænkt, at Casper og Ibens forhistorie vil give mest foromtale – og det er måske også rigtigt – men netop fordi dette program skiller sig ud ved at have en særskilt privat vinkel, er jeg i tvivl, om det er 100 procent retvisende for resten af programserien, der byder på navne som Medina, Sofie Linde og Helle Thorning-Schmidt.

Med andre ord er jeg nok mest af alt lidt skuffet over premiereprogrammet.

Mikael Bertelsen er konstant med på sidelinjen, når Casper Christensen taler med sine gæster.
Mikael Bertelsen er konstant med på sidelinjen, når Casper Christensen taler med sine gæster. Foto: Pressefoto
Vis mere

Casper Christensen og Mikael Bertelsen er nogle af de sjoveste og mest originale personligheder, vi har i dansk tv.

De har selv talt deres nye program op som 'noget af det bedste tv i Norden i de sidste ti år' – og selvfølgelig skal de også tro på deres koncept, men jeg sidder alligevel uforløst tilbage og kan ikke finde ud af, om jeg synes, det er godt eller halvkedeligt.

På plussiden har 'All Exclusive' jo flere originale elementer.

Det er et sjovt greb, at Mikael Bertelsen, meget Mikael Bertelsen-agtigt både agerer speaker, tjener og chauffør og konstant afbryder Casper Christensens samtale med Iben Hjejle for at give input til nye spørgsmål og evaluere på det, vi som seer lige har overværet.

Casper Christensen og Iben Hjejle får drukket en masse vin i løbet af optagelserne.
Casper Christensen og Iben Hjejle får drukket en masse vin i løbet af optagelserne. Foto: Pressefoto
Vis mere

Det er også superlækkert filmet og de luksuriøse omgivelser – programmet er optaget i Portugal – giver netop en fornemmelse af eksklusivitet og står i fed kontrast til andre danske portrætprogrammer, der normalt vil blive optaget hjemme i rugbrøds-Danmark.

Men så er det, at jeg føler der en gang imellem skøjtes lidt for hurtigt hen over emnerne.

Fair nok at man ikke giver den fulde historie om Casper og Ibens forhold, men fokuserer på brudstykker – og i glimt kommer man da også ret tæt på, som når Iben siger til Casper, at han aldrig har sagt undskyld – men ofte klippes, der alt for hurtigt videre.

Mikael Bertelsen italesætter i programmet, at Casper og Iben forinden havde været nervøse for, om det blev for privat – og det er måske netop premiereprogrammets akilleshæl.

Iben Hjejle og Casper Christensen slutter deres dag sammen med en omgang karaoke.
Iben Hjejle og Casper Christensen slutter deres dag sammen med en omgang karaoke. Foto: Pressefoto
Vis mere

Man får fornemmelsen af, at Casper og Iben stadig godt kan lide hinanden, og at de simpelthen blot var for forskellige til at kunne blive sammen som par, men derudover får vi som seer groft sagt kun lov til at se dem pjatte med en serviet og mindes gamle dage henover fem-seks glas vin og et slag karaoke.

Når Casper Christensen og Mikael Bertelsen slår hovederne sammen er forventningerne tårnhøje.

De indfrier dem ikke i første omgang, men selvom jeg altså ikke er blæst bagover af første skud fra 'All Exclusive'-serien, så jeg tror først, vi ser konceptet folde sig helt ud i kommende programmer, hvor Casper Christensen ikke er følelsesmæssigt involveret, og så bliver det spændende at se, hvad de to tv-legender får ud af deres gæster.