'Ingen kender den fulde sandhed. Vi kender den fulde sandhed.'

Sådan lyder det fra prins Harry i traileren til den kommende dokumentar fra Netflix, hvor han og Meghan forventes at afsløre flere ting om det britiske kongehus. Men er det nu også den eneste sandhed, som parret kender?

I dokumentaren forventes det, at hertugparret endnu en gang kommer til at lange godt og grundigt ud efter det britiske kongehus at dømme ud fra traileren.

Blandt andet beskylder parret kongehuset for ikke blot at lække, men også for decideret at plante historier om sig, hvilket gjorde skade på deres image.

Harry og Meghan har igen rippet op i det betændte sår i det britiske kongehus.
Harry og Meghan har igen rippet op i det betændte sår i det britiske kongehus. Foto: KIRSTY O'CONNOR
Vis mere

»Det handler om had. Det handler om race,« hører man prins Harry sige i traileren, hvor han også indikerer, at parret ikke fik nok beskyttelse og hjælp fra kongehuset.

Men parrets version anfægtes af en række kilder fra hoffet. I flere britiske medier har unavngivne kilder, der enten arbejder eller tidligere har arbejdet for kongehuset, afvist anklagerne.

Ifølge Daily Telegraph, der har talt med flere kilder tæt på kongehuset, er den generelle holdning – fra øverst til nederst – at »alle havde bukket og skrabet for parret«.

En anden unavngiven kilde udtaler til Daily Mail, at beskyldningerne er uden hold i virkeligheden.

»Sandheden er, at kongehuset tog hidtil usete skridt for at støtte parret. De fik deres egen dedikerede husstand, et kontor, en presseafdeling, et hjem og et hof,« siger kilden og tilføjer, at den slags normalt er uhørt for et medlem af kongefamilien med deres rang, der ikke er direkte tronarving.

Kilden fremhæver desuden, at den nu afdøde dronning Elizabeth også gjorde, hvad hun kunne for parret. Blandt andet sendte hun en af sine mest betroede ansatte – sin viceprivatsekretær Sam Cohen – over til parret i seks måneder for at hjælpe.

Og netop parrets ansatte har også været i fokus for kritikken. For utroligt mange stoppede efter kort tid. Siden parrets bryllup i 2018 er hele 14 ansatte stoppet, har The Daily Telegraph opgjort for nylig.

Alene i sidste uge sagde først direktøren for parrets velgørenhedsorganisation Archewell Foundation op – og mindre end 24 timer senere annoncerede chefen for deres lydproduktioner, der blandt andet styrede Meghans nye podcast, sin opsigelse.

I 2021 kom der desuden beskyldninger frem om, at Meghan skulle have mobbet nogle af sine ansatte – noget, som parrets tidligere kommunikationssekretær sendte et brev om til prins Williams privatsekretær.

Meghan og Harry har efterfølgende afvist anklagerne om mobning, men de gamle sager bliver vækket til live af den nye dokumentar, som mange kommentatorer mener har til formål at svække kongehuset.

Den royale kommentator Angela Levin, der har skrevet flere bøger om kongehuset, mener, at Harry og Meghan målrettet går efter at skade institutionen:

»Meghan og Harry går efter at ødelægge monarkiet og alle i det,« siger hun til The Sun.

Harry og Meghan langer ud efter det britiske kongehus i ny dokumentar.
Harry og Meghan langer ud efter det britiske kongehus i ny dokumentar. Foto: DANNY LAWSON
Vis mere

Ifølge Levin skyldes det blandt andet, at kongehuset bliver sat i en svær situation:

»Det her sætter den kongelige familie i et mærkeligt lys. De vil ikke gå ind i et offentligt opgør – specielt ikke med nogen fra familien,« siger hun.

Også den kontroversielle britiske tv-vært og kommentator Piers Morgan, der er kendt for tidligere at have langet ud efter Meghan flere gange, finder dokumentaren »vanærende«.

Han mener, at kong Charles og prins William må være »helt ødelagte«.

»Alt, de kan gøre, er at vente på, at dette kvalmende indhold bliver vist, og ligesom med Oprah-angrebet i stilhed forsøge at samle de omdømme-ødelæggende brikker op bagefter,« siger han.

Den nye Netflix-dokumentar vil i alt være i seks afsnit, hvoraf de første bliver sendt torsdag, mens de resterende tre bliver sendt senere.