Der var spillet 65 minutter af VM-kampen mod Sydkorea, da en enkelt sætning symboliserede superstjernen Cristiano Ronaldos deroute.

I ren og skær afmagt fægtede den 37-årige fodboldlegende med armene, da han blev skiftet ud mod Sydkorea.

»Du har fanme travlt med at få mig ud, for helv**e,« lød det fra manden, der har været nationalhelt i knap 20 år, til hans træner.

Men nu ser det ud til at være slut.

Cristiano Ronaldo har aldrig siddet så meget på bænken som i 2022.
Cristiano Ronaldo har aldrig siddet så meget på bænken som i 2022. Foto: THAIER AL-SUDANI
Vis mere

20 år med prestigefyldte titler, fem kåringer som verdens bedste fodboldspiller og en status som udadlelig fodboldgud begynder så småt at smuldre.

På få måneder er Cristiano Ronaldos position som urørlig stjerne på både klub- og landshold vendt fuldstændig på hovedet. I stedet bliver hans ego og diva-opførsel fremhævet mange steder, og for første gang siden EM i 2004 sås der nu tvivl om, hvorvidt målscoreren overhovedet skal starte inde for det portugisiske landshold.

Ifølge en afstemning i A Bola – en af Portugals store sportsaviser – mener 70 procent, at han bør starte på bænken. Og det gør han så også, viser den officielle startopstlling inden opgøret.

En helt ny situation for Ronaldo inden den vigtige ottendedelsfinale tirsdag aften mod Schweiz.

»Ronaldo er under det generelle niveau på holdet. I løbet af næsten 20 års på landsholdet, er det aldrig sket på så indlysende en måde, at det bliver smertefuldt. Denne her udgave af Cristiano Ronaldo er, i dette øjeblik, en dårlig kopi af Cristiano Ronaldo i hans bedste dage,' skriver Bruno Veira Amaral i det portugisiske medie Expresso.

Episoden ved hans udskiftning mod Sydkorea har også fået et uheldigt efterspil for Portugals største spiller gennem tiderne.

For i første omgang bemærkede træner Fernando Santos ikke Cristiano Ronaldos brok. I stedet regnede han med en verbal batalje mellem Ronaldo og en sydkoreaner.

Men efter at have genset tv-billederne havde piben fået en anden lyd.

Cristiano Ronaldos kamp mod Sydkorea var symptomatisk på hans status på det portugisiske landshold – den var ikke på samme niveau, som hans præstationer var engang.
Cristiano Ronaldos kamp mod Sydkorea var symptomatisk på hans status på det portugisiske landshold – den var ikke på samme niveau, som hans præstationer var engang. Foto: PEDRO NUNES
Vis mere

»Efter kampen gik jeg ned til flash-interviews (hos rettighedshavere, red.), og derefter gik jeg direkte til pressemøde. Det, som jeg sagde dengang, vil jeg gerne gentage: På banen hørte jeg ikke noget. Han (Cristiano Ronaldo, red.) var langt væk, og jeg hørte ham kun diskutere med en koreaner. Intet andet,« sagde landstræneren ved et pressemøde mandag.

»Om jeg har genset billederne siden? Ja. Og jeg var ikke glad for, hvad jeg så. Jeg var overhovedet ikke glad for, hvad jeg så. Derfra har vi taget hånd om det. Det gør vi internt på holdet. Der er taget hånd om det, og det er slut. Punktum.«

Aldrig før var Cristiano Ronaldo blevet sat offentligt på plads på sit landshold, med undtagelse af en enkelt episode for næsten 20 år siden. Dengang var han hverken superstjerne eller manden med flest landskampe nogensinde for Portugal. Blot en teenager.

Superstjernens frustrationer og stjernenykker virker ikke berettigede længere.

Han er ikke længere så god, at han 'kan tillade sig alt' og har tydeligvis svært ved at håndtere, at han ikke længere er uundværlig.

Det gælder både på klub- og landshold – selvom Cristiano Ronaldo formentlig har set frem til VM efter den ildebrand, der også skulle slukkes på klubplan i Manchester United.

I et opsigtsvækkende interview med stjernejournalisten Piers Morgan leverede Ronaldo nogle af årets mest sprængfarlige udtalelser, da han hverken var for fin til at smide holdkammerater eller sin klub under bussen.

Det førte til, at hans kontrakt med klubben blev opsagt. Bruddet blev enden på en uudholdelig situation og vanvittige spændinger mellem superstjernen og arbejdsgiveren.

Cristiano Ronaldo blev skiftet ud mod Sydkorea efter 65 minutter.
Cristiano Ronaldo blev skiftet ud mod Sydkorea efter 65 minutter. Foto: ODD ANDERSEN
Vis mere

Nu er manden med 118 mål på landsholdet hvilket er rekord – på vej til Al Nassr i Saudi-Arabien, hvor en vanvittig milliardkontrakt, der vil gøre ham til verdens bedst betalte fodboldspiller, venter.

Men først gælder det VM, hvor han ifølge adskillige kritikere skal ændre på sin selvcentrerede opførsel, der også kom til syne under 2-0-sejren mod Uruguay.

Her fik holdkammeraten Bruno Fernandes tildelt et mål, som Cristiano Ronaldo mente at have fået panden på. Den langsomme gengivelse gav ikke sidstnævnte ret på trods af flere protester.

»Cristiano Ronaldo mangler respekt for Fernando Santos,« lyder dommen fra José Manuel Freitas hos mediet Correio da Manhã.

Samme sted mener Vitor Pinto, at »Cristiano Ronaldo skal gå forrest og være en rollemodel«.

Indtil videre har Portugals største stjerne været bedre til det første end det sidste under et år, der har udviklet sig til et mareridt for ham.

I april mistede han og kæresten Georgina Rodriguez endda også et barn ved fødslen.

Selvom et VM-trofæ vil kunne redde sæsonen fra en sportslig nedtur, vil det familiære traume formentlig aldrig hele.