Politiet tømte mandag aften et fly, som var landet i Københavns Lufthavn, for passagerer efter en bombetrussel.

Nu er politiet færdige med at undersøge flyet.

Der er ikke fundet sprængstoffer på flyet, som stadig befinder sig i i Københavns Lufthavn. Det oplyser vagtchef hos Københavns Politi Espen Godiksen til B.T. tirsdag morgen.

Han har ikke yderligere kommentarer til efterforskningen, men siger, at den fortsætter på 'fuldt blus'.

»Efterforskningen tager tid. Vi er stadig til stede i lufthavnen og vil være det et stykke tid endnu,« lyder det fra Espen Godiksen.

Flyet, som kom fra Polens hovedstad Warszawa, er placeret afsondret fra almindelig drift og undersøges nærmere.

»Vi har modtaget en bombetrussel imod et fly. Den modtog vi klokken 21.47,« sagde Espen Godiksen til B.T. mandag aften.

»Flyet er landet i Københavns Lufthavn kort efter. Det blev tømt for passagerer, som alle sammen havde det godt. De håndteres nu et særligt indrettet sted til det i lufthavnen,« fortsatte vagtchefen.

Det nærmere indhold i truslen ønsker vagtchefen ikke at komme ind på.

»Det, som jeg kan sige, er, at vi har efterforskningen på, og de er i fuld gang med at finde ud af, hvor truslen kommer fra,« siger Espen Godiksen.

Han tilføjer, at der ikke er nogen fare i forbindelse med situationen, og at »alt er under kontrol«.

Natten til tirsdag er al resterende flydrift genoptaget uden problemer, oplyser Københavns Lufthavn til TV 2.