Torsdag rammer en ny bombe det britiske kongehus.

Nu bekræfter Netflix, at dokumentarserien 'Harry & Meghan' får premiere i denne uge. Torsdag bliver det første afsnit frigivet, og allerede nu har streaminggiganten udsendt en ny trailer, der ser yderst sprængfarlig ud.

I traileren anklager prins Harry sin familie for at lække historier til pressen.

»Der er et hierarki i familien. Der bliver lækket historier. Men der bliver også plantet historier,« siger prinsen, der i 2020 forlod det britiske kongehus.

»Det er et beskidt spil,« siger han.

Om prinsen har beviser for sine påstande, ved vi først torsdag, når dokumentarserien har premiere. Men den nye trailer afslører allerede nu, at det også kommer til at handle om had og racisme.

»Det er virkelig svært at kigge tilbage på det. Hvad i alverden skete der?« siger prins Harry om tiden efter, at Meghan kom ind i det britiske kongehus.

Hertugparret mener, at det britiske folk vendte sig mod dem, og de har før i et stort interview med Oprah Winfrey udtalt, at de oplevede racisme.

Ifølge hertuginde Meghan var et højtstående medlem af kongehuset bekymret for deres søn Archies hudfarve.

Beskyldninger, som Buckingham Palace har afvist.

Prins Harry siger også i traileren, at den britiske kongefamilie ikke behandler kvinder ordentligt.

»Kvinder, der bliver gift ind i denne familie, lider,« siger han, mens hertuginde Meghan tilføjer, at kongehuset aldrig beskytter en.

»Ingen kender den sande historie. Kun vi kender den,« siger prins Harry.

Den første del af dokumentarfilmen vises torsdag 8. december. Anden del kommer 15. december.