'Du kan ikke forsvare dig mod skide kænguruer, træk dig tilbage fra landsholdet'. 'Brænd jer alle i helvede'.

Sådan lyder blot nogle af de hadbeskeder, der er tikket ind hos de danske landsholdsstjerner i kølvandet på onsdagens skuffende VM-exit.

Men det skal stoppe. Med det samme. Sådan lyder det i et opråb fra Team Danmark, der har delt en video fra TV 2 på Twitter.

'Stop hadbeskeder! Atleter oplever i stigende grad svinet til på Some, hvis de ikke lever op til forventningerne,' skriver Team Danmark i opslaget og fortsætter:

'Ingen er mere skuffede end dem selv, når drømmene knuses. Lige nu regner tilsviningerne ned over fodboldlandsholdet. Stop hadbeskederne til atleterne nu!'

Videoen, forbundet har delt, viser forskellige sportsøjeblikke med både op- og nedture.

»Hvad er det ved sport, der vækker vores følelser? Er det bare kampen? Eller er det også kampen for at nå til kampen, der fascinerer os? Indsatsen det kræver at blive blandt de bedste? Viljen? Disciplinen? Afsavnene? Det er den kamp, vi lever os ind i som tilskuere, og skuffelse gør ondt,« lyder det.

Også Australiens mål i den sidste gruppekamp ved VM er med i videoen, imens budskabet ruller:

Joachim Andersen og Yussuf Poulsen efter gruppekampen i gruppe D mellem Australien og Danmark på Al Janoub Stadium i Doha i Qatar, onsdag den 30. november 2022.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Joachim Andersen og Yussuf Poulsen efter gruppekampen i gruppe D mellem Australien og Danmark på Al Janoub Stadium i Doha i Qatar, onsdag den 30. november 2022.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Men ikke så ondt som på den, der har presset på sine skuldre,« lyder det, imens billeder af de tydeligt skuffede danske landsholdsstjerner toner frem på skærmen.

Det samme gør de hårde beskeder, der er væltet ned over dem.

»Tænk over det, inden du afreagerer med en hadbesked. Stop hadbeskeder,« lyder det kort og kontant.

Efter det danske VM-exit har blandt andre Kasper Hjulmand opfordret til, at man holder sig væk fra spillernes indbakke, hvis ikke man har noget pænt at sige.

»Spillerne har ikke fortjent det. I må gerne gøre det over for mig, jeg kan godt tage det. Det er også mit ansvar. De her spillere skal beskyttes. Jeg vil opfordre til ikke at skrive det, I tror, der er virkeligheden på de sociale medier, sakse ting ud og sende hadbeskeder,« sagde han på et pressemøde i Qatar.