Nu er det ved at være tid til at købe årets juletræ.

Men prisen afhænger i den grad af, hvor i landet du bor.

I gennemsnit koster et to meter højt juletræ af sorten nordmannsgran 200 kroner her i Danmark, skriver TV 2 Lorry.

Bor du i en af storbyerne, er prisen imidlertid en helt, helt anden.

»De kan koste under 100 kroner i provinsen og over 500 kroner, hvis du er inde i København,« siger Claus Jerram Christensen, der er direktør i brancheforeningen Danske Juletræer, til TV 2 Lorry.

Hvorfor er der så stor prisforskel? Det er der flere årsager til.

Hvor du mange steder på landet selv kan fælde dit juletræ, skal sælgeren i storbyen først få træet fældet og derefter fragte det til byen – og som de fleste ved, er brændstofpriserne høje i øjeblikket.

Derudover skal træerne svøbes ind i net og stilles i en indhegning, ligesom sælgeren kan have udgifter til en tyveriforsikring. Endelig skal der lønnet personale til at sælge træerne.

Fælder du selv dit juletræ, er der penge at spare.
Fælder du selv dit juletræ, er der penge at spare. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Vis mere

I forvejen er også prisen på juletræerne røget i vejret på det seneste.

»Vores omkostninger er næsten steget til det dobbelte,« fortæller juletræsproducent Gudmund Hansen til TV 2 Fyn.

Alene fragtpriserne var i anden halvdel af november steget 20-30 procent, ligesom nettene, træerne svøbes i, er blevet dyrere. Det samme er også priserne på dieselen til traktoren og benzinen til motorsavene, der fælder træerne.

Hos Geil og Berner – en af Danmarks største eksportører af nordmannsgran juletræer - mærker man også en voldsom stigning i produktionsomkostningerne.

Og ifølge direktøren, Lars Geil, er der ikke meget at gøre.

»Når vores leverandør forlanger 800 kroner i stedet for 300 kroner for gødningen, så kan vi hyle og pibe, men det er prisen, så kan vi vælge, om vi vil have det eller ej,« siger han til TV 2 Østjylland.

Ifølge brancheforeningen Danske Juletræer bliver der solgt omkring 1,5 millioner juletræer i Danmark hvert år.