Nordjyllands Politi modtog 21. november en anmeldelse om en pige under 15 år, der var blevet udsat for en voldtægt i Christiansgave Park i Hjørring.

I den forbindelse søger politiet nu én bestemt person i sagen og opfordrer folk, der eventuelt har set noget, henvende sig.

Det oplyser de i en pressemeddelelse.

Voldtægten skete 21. august i år, hvor pigen mødtes med den nu sigtede gerningsmand – en 16-årig ung mand – sammen med en jævnaldrende veninde efter aftale.

Parterne mødtes i første omgang i Svanelunden og gik siden sammen videre til Christiansgave Park, hvor overgrebet fandt sted.

»Vi ved, at der et vidne, som har været i parken samtidig med den 16-årige mistænke og de to piger. Og ud fra vores oplysninger er det vores klare opfattelse, at vidnet faktisk bemærkede de tre personer,« lyder det fra politikommissær og efterforskningsleder Lene Mikel Madsen, Nordjyllands Politi.

»Vi er meget interesseret i at komme til at tale med vedkommende, for vi er af den overbevisning, at han kan bidrage med vigtig viden til vores videre efterforskning.«

Vidnet beskrives som:

  • En høj slank mand
  • Muligvis i 20erne
  • Han er set gående ad stien gennem Christiansgave og frem og tilbage flere gange på stien, imens han talte i telefon

De to piger og gerningsmanden befandt sig i Christiansgave tæt ved den østlige sti ved træalleen. Her befandt vidnet sig også i tidsrummet 1.45-4.00 den 21. august 2022.

Gerningsmanden blev onsdag fremstillet i grundlovsforhør bag lukkede døre ved retten i Hjørring. Her blev han varetægtsfængslet i tre uger. Den 16-årige er også sigtet for et forsøg på voldtægt begået mod den jævnaldrende veninde på et senere tidspunkt.

Kender man vidnet, eller har man andre oplysninger i sagen, bedes man kontakte politiet på telefon 114.