Hvis topskattegrænsen hæves med 50.000 kroner, så vil 119.900 danskere ryge under topskattegrænsen, og arbejdsudbuddet vil stige med 2.500 fuldtidspersoner. Det skriver Finans på baggrund af tal fra Finansministeriet.

Hvis topskattegrænsen bliver hævet med 100.000 kroner, vil knap 200.000 danskere ikke længere betale topskat, og arbejdsudbuddet vil stige med 4.100 fuldtidspersoner.

Emnet er relevant, da Venstre og Socialdemokratiet netop nu sidder i regeringsforhandlinger. Her er en forhøjelse af arbejdsudbuddet en mærkesag for især Venstre, og formand Jakob Ellemann-Jensen har også udtalt, at der også er tale om at hæve topskattegrænsen.

Man tjener topskat, hvis man tjener mere end 552.500 kroner om året.

Der er cirka 465.000 danskere, som betaler topskat, som udgør 15 procent af den indtægt, der ligger over beløbet på 552.500 kroner om året – eller godt 46.000 kroner om måneden.

Finans skriver, at der i dag både er faglærte og ufaglærte, som betaler topskat. Hver fjerde topskatteyder er desuden faglært.

Hvis topskattegrænsen hæves med 50.000 kroner, vil 2.700 metalarbejdere og 2.000 sygeplejersker ryge under topskattegrænsen.

Fungerende statsminister Mette Frederiksen har under valgkampen været åben for skattelettelser, men fagbevægelsen er imod. Formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard, har i denne uge udtalt, at hun ikke mener, at topskatten skal sænkes, men at pengene skal bruges til at »hjælpe dem, der er hårdest ramt«.