'Disney Sjov' er fortid på DR fra det nye år.

Og det har fået mange til at bekymre sig. For når DR gør sig uafhængige af Disney, hvad skal der så ske med 'Disneys Juleshow'?

Det traditionsrige juleshow med velkendte klip fra klassiske og nyere Disney-film er nemlig uhyre populært. Omtrent hver anden voksne dansker sidder troligt juleaftensdag og ser 'Disneys Juleshow', viser en ny undersøgelse, som YouGov har lavet for Gavefabrikken.

Men der er desværre ingen garantier for, at 'Disneys Juleshow' ikke også ryger i svinget sammen med 'Disney Sjov'.

»Vores forhandlinger i forhold til 'Disneys Juleshow' er etårige. Men det er vores forhåbning, at det bliver ved med at være en fast juletradition, som man kan glæde sig til,« forklarer Morten Skov, der er chef for DR Børn & Unge.

'Lady & Vagabonden' var en del af 'Disney Juleshow' igen sidste år, og her var der brugt andre stemmer end tidligere.
'Lady & Vagabonden' var en del af 'Disney Juleshow' igen sidste år, og her var der brugt andre stemmer end tidligere. Foto: Disney / DR
Vis mere

Det er dog allerede meldt ud, at DR i år vil sende 'Disneys Juleshow' som vanligt juleaftensdag.

Forhandlingerne om rettighederne til det traditionsrige juleshow fra Disney bliver dog først genoptaget i det nye år, så man er endnu ikke sikret at kunne videreføre traditionen i 2023, bekræfter DR.

Men DR-chef Morten Skov forsikrer, at man trods skrotning af 'Disney Sjov' fortsat fastholder »et ret godt samarbejde med Disney«.

»Det er svært at spå om fremtiden, men der er ikke noget, der nu peger på, at vi ikke også i fremtiden vil kunne samarbejde med Disney omkring 'Disneys Juleshow',« lyder det fra Børn & Unge-chefen.