Skal du ud at køre bil denne morgen?

Så kan det være en god idé at være lidt ekstra opmærksom ude på vejene – for der er nemlig risiko for, at de nogle steder kan være isglatte.

Særligt i det jyske.

Det oplyser den vagthavende meteorolog på Danmarks Meteorologiske Instituts hjemmeside.

Derudover står vejret til mest at være skyet med nogle byger, der lokalt kan være med slud. Samtidig vil temperaturen blive på mellem to og fem graders varme i dagtimerne, mens den i nat kan ende nede mellem en grads frost og fire graders varme.

Kigger man lidt dybere ind i vejr-krystalkuglen, så ser de kommende dage ud til at byde på meget af det samme.

Det skyldes blandt andet, at et højtryk ligger næsten stille over Rusland, og det sender koldere luft ind over os.

»I situationer med kold luft fra øst dannes der ofte byger over Østersøen og Kattegat, og kulden betyder, at bygerne efterhånden kan være med hvidt i sig,« oplyser meteorolog Anja Bodholdt i en vejropdatering.

I weekenden ser vinden også ud til at tage til.

»Og det kan også være med til, at det kommer til at føles koldere,« forklarer hun.

Kigger vi endnu længere frem, ser det  ud til, at vinden i løbet af næste uge kan dreje om i nord – og det betyder, at temperaturen kan falde yderligere, så vi både kan få frost dag og nat.

Men det er endnu for tidligt at spå alt for sikkert om.