Hvor meget kan man nå at rive ned på to uger i Qatar?
Svaret for dansk landsholdsfodbold skal åbenbart findes et sted i omegnen af 'ret meget'.
Spol tiden tilbage til afrejse den 15. november. Et uhørt populært og velspillende landshold gik ombord på et fly i Kastrup.
Sammen med et DBU, der siden EM forrige sommer havde redet på en tryllestøvssky. Et nyt, åbent DBU – der havde børstet fortidens støv og gnavpothed af sig.
Et landshold, der kunne sælge samtlige slidte røde sæder i Parken på minutter. Folket havde omfavnet landsholdet igen – og glemt, at der forinden var gået en række år med usle resultater, grå og evigt småfornærmede spillere – og lortesager som presseboykottet i Portugal og landsholdskonflikten.
Den beundringsværdige reaktion på Eriksen-kollapset, Hjulmands humanisme, spillere, der gav noget af sig selv – og de fremragende resultater havde katapulteret dette landshold op til noget større end et fodboldhold.
Deres fokus på danske værdier fik ram på selv dem, der ingen idé har om, hvad offside eller zoneopdækning er. Kasper Hjulmand blev Årets Leder og Årets Laks, fordi han og landsholdet indeholdt værdier, som var prisværdige.
Spillerne var tilgængelige. Gav noget af sig selv. Sjove – og sårbare, når det var nødvendigt.
Og fodboldnørderne måtte samtidig knibe sig i armen, når Danmark fortjent bankede verdensmestrene to gange på et halvt år.
Alt det var med i bagagen, da landsholdet landede i Doha for lidt over to uger siden. Hvor meget er med hjem, når de torsdag lander i Danmark?
Værdierne led et nederlag, da man ikke ville tage konsekvensen af at slå et slag for mangfoldighed? For fanden, hvis de dog bare havde taget det gule kort – så var de vendt hjem som helte på trods af lorteresultaterne. Så havde DBU da i det mindste stået op for dem selv.
Spillet? Det ringeste af alle 32 hold ved slutrunden! Ej, måske overgået af det hjælpeløse qatarske landshold. Et dødboldsmål, én Corner-kæmpeafbrænder – det var, hvad landsholdet kunne kreere på 270 minutter (plus en helvedes masse forlænget spilletid).
Spillet var langsomt, humørforladt, idéløst – og taktikken var læst.
Men hvad så med åbenheden? Den fik sgu også nogle hug.
Det startede så fint med åbne pressezoner på træningsanlægget, hvor tre udvalgte spillere og en træner i afslappet atmosfære kunne svare på spørgsmål fra journalister. Om hvad som helst. Også de svære ting – som DBU måtte være forberedt på, ville være på blokkene.
Administrerende direktør Jakob Jensen eller fodbolddirektør Peter Møller stod der også hver dag for at svare på politiske spørgsmål. Super godt – selvom det var den evigt fraværende DBU-formand Jesper Møller, der burde svare.
Med armbindsgate voksede presset dog hurtigt. Og til sidst blev formanden røget ud fra sit skjul – og på et harmdirrende pressemøde forsøgte han med en sen feberredning. Det pressemøde blev også starten på en ny, hård kurs fra DBU.
Herfra kun upersonlige podiepressemøder (hvor stakkels Jesper Lindstrøm nærmest var fast deltager). Og kun spørgsmål om fodboldspillet, ellers brød pressechefen ind.
Måske kutyme på andre landshold – men så langt fra det åbenhedsimage, DBU har brystet sig med de seneste år.
Og spillerne toppede lige op med at sende slutrundedebutant Alexander Bah ud til den frådende presse som første mand efter nederlaget til Australien. Ledere som Eriksen, Højbjerg og Schmeichel tog sammen med 18 andre landsholdsspillere, der i årevis har badet sig i folkets beundring, bagdøren.
Undskyld mit franske: Men det var altså nosseløst!
Hvor meget kan man rive ned på to uger i Qatar? Ret meget!
