Christine McVie, der spillede keyboard og sang i bandet Fleetwood Mac, er død.

Det fremgår af en erklæring fra hendes familie ifølge mediet TMZ.

»Hun sov stille ind på hospitalet i morges, onsdag den 30. november 2022, efter en kort sygdom. Hun var i selskab med sin familie. Vi beder jer venligst at respektere familiens privatliv i denne smertefulde tid, og vi vil gerne have, at alle holder Christine i deres hjerter og husker livet for et utroligt menneske og en æret musiker, der var elsket universelt.«

Christine McVie blev 79 år.

Den britiske sanger stod bag nogle af Fleetwood Macs helt store hits som Little Lies, Everywhere, Don't Stop, Say You Love Me og Songbird.

Fleetwood Mac (AP Photo/Reed Saxon)
Fleetwood Mac (AP Photo/Reed Saxon) Foto: REED SAXON
Vis mere

Christine McVie sluttede sig til gruppen i 1970 – bare tre år efter den blev dannet i 1967. Bandet blev optaget i Rock and Roll Hall of Fame i 1998.

Hun annoncerede også i 1998, at hun forlod bandet – med henvisning til flyskræk og panikanfald som en del af grunden til, at hun var nødt til at stoppe. Hun vendte dog tilbage i 2014.

Derudover har hun udgivet soloalbums.

På Twitter begræder Fleetwood Mac også den sørgelige nyhed.

McVie blev født som Christine Perfect og giftede sig med Fleetwood Mac-bassisten John McVie.