Forfatter og journalist Peter Øvig Knudsen er modtager af Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse.

Det oplyser han selv i et opslag på Facebook og sin hjemmeside.

'Jeg bukker mig helt ned til gulvet – og efter at have ladet glæden rase en stund, vil jeg med fornyet kraft kaste mig over arbejdet med min næste bog,' skriver han i opslaget.

Den 61-årige forfatter har sammen med tre andre forfattere modtaget Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse idet han har skabt og stadig skaber »kunst af den ypperligste kvalitet og til glæde for mange«.

Peter Øvig har siden 1987 skrevet 15 bøger – herunder blandet bøgerne om den berygtede 'Blekingegadebanden'.

'Blekingegadebanden'-forfatteren delte i 2018 et opslag på Facebook, hvor han selv åbent og ærligt fortalte, at han havde været indlagt på den lukkede på grund af depression. Året efter udgav han bogen 'Min mor var besat – Da jeg mødte depressionens demon'.

Den 61-årige forfatter fortalte tilbage i 2021 til B.T. at han, efter sin indlæggelse, troede, at han havde mistet sin søn og skulle kæmpe for at genvinde tilliden til de mennesker, han elskede allermest.

Af Statens Kunstfonds begrundelse fremgår det, at Øvig modtager sin hæder for ikke at være bange for at skrive om sin egen skrøbelighed og nedbryde tabuer.

»Smerten er en del af os, den er der som en rød tråd i hans dokumentariske forfatterskab, en insisteren på at mennesket bærer det mørke i sig. En insisteren på at se på det, lægge det frem. Måske har Peter Øvig gjort sårbarhed til en profession,« skriver Statens Kunstfond.

Peter Øvig blev indstillet til Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse af Legatudvalget for litteratur.